Rumænsk flaskesamler får 20.000 kroner af politiet for krænkelse
Rigspolitiet giver godtgørelse for uberettiget zoneforbud, men ingen erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Rigspolitiet har tilkendt en rumænsk mand 20.000 kroner i godtgørelse, fordi politiet uberettiget havde forbudt ham at opholde sig i Københavns Kommune i en længere periode.
Det oplyser mandens advokat, Asser Lyngs Gregersen.
Rumæneren, der er i 60’erne, lever af at samle flasker og sælge blade i København.
Zoneforbuddet blev udstedt i 2018. Det skete, da betjente sigtede ham for at have etableret en ulovlig lejr.
Men året efter frifandt byretten ham, og samtidig blev det slået fast, at zoneforbuddet var uberettiget. Det gjaldt i tre måneder. Han måtte hverken færdes frem eller tilbage eller tage ophold i kommunen.
Det offentliges undskyldning i form af godtgørelsen skyldes, at politiets indgreb var en krænkelse af den 64-årige mands ret til at bevæge sig, hvor han ville. Hans menneskerettigheder blev overtrådt.
Advokat Asser Lyngs Gregersen oplyser, at han også havde bedt om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Hver dag gik den rumænske mand skønsmæssigt glip af en indtægt på 200 kroner, mente han.
Men dette krav er ikke imødekommet af Rigspolitiet.
Heller ikke penge for svie og smerte i de tre måneder har Rigspolitiet ønsket at skrive under på.
At den rumænske mand har skullet vente i meget lang tid på en afgørelse beklages af Rigspolitiet, oplyser advokat Asser Lyngs Gregersen.
I et retsmøde har manden fortalt, at han gennem flere år er taget til Danmark i tre måneder ad gangen og har tjent penge ved blandt andet salg af flasker. Han har ingen fast bopæl her.
Afgørelsen om de 20.000 kroner ligner andre lignende sager. For eksempel fik en hjemløs dansk mand for år siden også sådan et plaster på såret.
Også han havde fået et uretmæssigt zoneforbud, da politiet påstod, at han midt i København - i buegangen ved kollegiet Regensen - havde slået lejr. Byretten frifandt, og dermed var også politiets opfølgende zoneforbud uberettiget.
I forbindelse med den sag kritiserede danskerens advokat, Mads Krøger Pramming, i øvrigt, at en lille forseelse som at oprette en lejr på gaden kan føre til et forbud mod at færdes i et stort område i tre måneder.
/ritzau/