Ni mænd dømt for at aflure koder til NemID på biblioteker

En 28-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt otte års fængsel for at organisere databedrageri mod op mod 174 personer landet over.

Artiklens øverste billede
På flere end 25 biblioteker landet over blev der blev opsat såkaldte keyloggere. Arkivfoto

En 28-årig mand fra Aarhus blev torsdag idømt otte års fængsel for omfattende bedrageri.

Afgørelsen er truffet af en enig domsmandsret i Retten i Aarhus, og dermed blev strafferammen udnyttet til det yderste, i en af de hidtil groveste sager om svindel med NemID.

Otte andre mænd er ligeledes fundet skyldige og idømmes mellem tre og seks års fængsel.

28-årige Nuur Warsame er dømt for at organisere og lede svindlen, som efter rettens vurdering var »professionelt og systematisk udført«.

Den foregik ved, at der blev opsat såkaldte keyloggere på flere end 25 biblioteker landet over.

Det gjorde det muligt for svindlerne at aflure intetanende borgeres brugernavne og koder til NemID.

De kunne således følge med i, hvornår koderne var ved at være brugt op, og nye nøglekort blev fremsendt.

Derefter tog de ud på borgernes adresser, holdt øje med postkasserne og fiskede konvolutter med nøglekort op.

Det gjorde de kriminelle i stand til at foretage pengeoverførsler, optage lån og købe computere og telefoner.

Samlet set er der ifølge anklagemyndigheden blevet svindlet – eller forsøgt svindlet – for 47 mio. kr. Det er gået ud over 174 borgere landet over.

Retten fandt, at det var »professionelt og systematisk udført« og lagde vægt på konsekvenserne for ofrene.

Det har været »særdeles indgribende for ofrene«, lød det fra dommeren, da hun læste konklusionen op.

Svindlen har også undergravet borgernes tillid til NemID, lød det fra dommeren.

Sagen er en af de hidtil største, når det gælder misbrug af NemID-oplysninger.

Flere af de tiltalte har erkendt sig delvist skyldige. Men de har nægtet, at de har handlet som en del af en kriminel organisation.

Men dommeren og de to domsmænd delte anklagemyndighedens opfattelse af, at de ni mænd har arbejdet sammen og kan dømmes i forening.

»Alle de tiltalte er involveret i en sådan grad, at de har handlet som en del af en organisation, hvis formål har været at begå databedrageri,« lød det fra retsformanden.

Efter rettens opfattelse har to af mændene, der begge er fra Aarhus – Nuur Warsame og hans bror Liban Warsame Ulusow – spillet ledende roller.

Sidstnævnte idømmes seks års fængsel.

Det var efter rettens opfattelse skærpende, at Nuur Warsame i 2019 fik en dom for lignende kriminalitet.

På trods af det fortsatte han med de kriminelle gerninger under afsoningen og under prøveløsladelse, slog retten fast.

Flaparbejde

Under sig havde de efter rettens vurdering de øvrige andre tiltalte, der blev sendt ud for at tømme keyloggerne for data og som udførte såkaldt flaparbejde.

Flaparbejde er en betegnelse, som flere af de tiltalte selv har brugt om opgaven med at fiske nøglekort op fra postkasser.

Politiet slog til mod gruppen i juni 2020 på adresser i Aarhus, Hasselager, Odense og København.

11 mænd blev anholdt, og de to af dem tilstod senere deres roller.

Specialanklager Jacob Gents fra efterforskningsfællesskabet NSK Vest var efter domsafsigelsen tilfreds.

»Det er vel nok den hidtil største sag af sin art i Danmark.«

»Der er foretaget et kæmpestort efterforskningsarbejde med aflytninger, observationer, afhøringer og undersøgelser af særdeles mange digitale og tekniske spor,« sagde han.

Tre af de dømte, heriblandt Nuur Warsame, har via deres advokater oplyst, at de anker dommen til frifindelse. En af de tiltalte modtager dommen, mens de øvrige har bedt om betænkningstid.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.