Døve anklaget i stor svindelsag kaldes idealister

Retten på Frederiksberg skal afgøre, om fire mænd har svindlet de offentlige kasser for i alt 27 millioner.

Artiklens øverste billede
Tiltalen hviler blandt andet på en påstand om, at der i vidt omfang blev søgt om og udbetalt bevillinger til tolkning, selv om den ikke fandt sted. Arkivfoto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Fire døve mænd er slet ikke udspekulerede bedragere, der har kastet sig over en meget nem mulighed for at suge millioner ud af de offentlige kasser.

Den besked får en domsmandsret i Retten på Frederiksberg tirsdag, da forsvarerne for de tiltalte kommer med deres syn på afhøringer, tolkeskemaer, love og andre emner.

Straffesagen drejer sig om bedrageri for i alt 27 millioner kroner. Københavns Politi påstår, at i alt ti kommuner blev ført bag lyset, så de ydede alt for høje bevillinger til tegnsprogstolkning ifølge lov om kompensation til handicappede i erhverv.

I et retsmøde i sidste uge hæftede anklager Magnus Petersen sig ved, at en stribe selskaber, som de fire har etableret, ikke havde succes. Men det er ikke bevis for kriminalitet, fremhæver en af forsvarerne, advokat Mads Kramme.

- Anklagemyndigheden og efterforskerne har ikke helt forstået, hvad det betyder at ligestille handicappede med andre. Det er vanskeligt at være selvstændig, og det er endnu vanskeligere for en døv, siger han.

- At det ikke lykkedes min klient at drive virksomhed med overskud, er ikke udtryk for, at han har udnyttet ordningen, eller at der ikke har været reelt drift og aktiviteter.

- Man kan ikke forlange, at døve skal være bedre end hørende til at drive virksomhed, siger Mads Kramme.

Hans klient er tiltalt for bedrageri for cirka fem millioner kroner. I virksomhederne var andre døve ansat.

- Der er ingen tvivl om, at de fire var meget unikke og idealistiske i forhold til at engagere døve i erhvervslivet, siger forsvareren.

Tiltalen hviler blandt andet på en påstand om, at der i vidt omfang blev søgt om og udbetalt bevillinger til tolkning, selv om den ikke fandt sted.

- Retten må sætte sig ind i, hvad det vil sige at være døv, og hvad det vil sige at forsøge at arbejde. Det forudsætter, at der konstant er en tolk til rådighed, siger forsvareren.

Anklageren har talt om et bedrageri, som var sat i system. Nogle af de tiltalte fik 50 procent af det honorar, som tolken skulle have. Hertil siger Mads Kramme:

- Når kommunen bevilger, og når min klient derefter forhandler en rabat med tolken, så er kommunen ikke blevet snydt. Alle kan have en mening om, hvorvidt det er ok. Men det er efter min opfattelse ikke bedrageri, mener forsvareren.

Anklageren har krævet ubetinget fængsel til de fire. Fra fire år og seks måneder til tre år.

Dommen ventes afsagt til marts.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.