Politiet efterlyser en far og hans 8-årige datter

Politiet frygter, at en otteårig pige bliver tilbageholdt af sin far mod sin vilje.

Midt- og Vestsjællands Politi beder om offentlighedens hjælp til at finde en 32-årig mand og hans 8-årige datter.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Faren havde overvåget samvær med datteren lørdag, men har ikke afleveret datteren tilbage til moren, der har den fulde forældremyndighed, efter endt samvær.

Derfor mistænkes den 32-årige mand for at have taget datteren med sig uden at have lov.

Den 32-årige og hans datter har været efterlyst siden lørdag. Politiet er søndag eftermiddag gået ud med en offentlig efterlysning.

Faren og datteren er sidst set ved Hovedbiblioteket i Roskilde lørdag omkring klokken 11.30.

Politiet ved ikke, hvor faren og datteren opholder sig og kan have en frygt for, at barnet tilbageholdes mod sin vilje eller er på vej ud af Danmark.

Faren hedder Mathis og beskrives som lys i huden, 197 centimeter høj, almindelig af bygning og veltrænet.

Han har mørkt fuldskæg, langt mørkt hår, der er samlet i en knold i nakken.

Det otteårige pige hedder Malua og beskrives som lys i huden, omkring 140 centimeter høj, almindelig af bygning og med langt lyst hår.

Da hun sidst blev set, var hun iført en rød nissehue, mørkerød juletrøje med snefnug og julehjerter, blå jeans, en lys julenederdel, mørke vinterstøvler med lilla snørebånd og en jakke med motiver fra Disney-filmen ”Frost”.

Med sig havde hun en lyserød kaninbamse med grøn striktrøje.

Ved man, hvor de opholder sig, skal man kontakte Midt- og Vestsjællands Politi.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen