Trods varselsskud fra politiet er 16-årig ikke sigtet for trusler eller vold

En 16-årig dreng blev i denne uge anholdt. Han gjorde udfald mod betjent, siger politiet, men er ikke sigtet.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix

En politimand trak tidligere på ugen sit våben og trykkede aftrækkeren i bund, da han skulle anholde en 16-årig dreng.

Ingen blev ramt. Der var alene tale om et varselsskud.

Men hvad end drengen har gjort, har det ikke været tilstrækkeligt alvorligt til at sigte ham for trusler. Og heller ikke for forsøg på vold mod politiet.

Sagen drejer sig om en episode ved Nordhavn Station i København. Her jagtede politiet en gruppe unge, som var mistænkt for tyveri af en udlejningsbil.

Københavns Politi oplyser til Ritzau, at den 16-årige er sigtet for brugstyveri af bilen og for at have været i besiddelse af et baseballbat. Det anses som en overtrædelse af våbenloven.

Om årsagen til, at politimanden valgte at affyre sit våben, skriver Københavns Politi i en mail til Ritzau:

- Der blev afgivet et varselsskud, da den nu anholdte gjorde et udfald mod betjenten.

Reglerne for, hvornår politifolk må anvende tjenestepistolen er beskrevet i politiloven. Her står der, at pistolen må bruges med henblik på at standse angreb på personer eller samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg.

Hvis det er muligt, skal politiet først advare med råb og derefter varselsskud, inden man skyder mod en person. Men varselsskud må stadig kun affyres, når de ovennævnte betingelser er opfyldt.

Ifølge Københavns Politi gjorde den 16-årige et udfald mod betjenten, og det var altså grunden til, at der blev affyret et varselsskud.

Uagtet at der ifølge politiet blev gjort et ”udfald” mod betjenten, er der ikke rejst sigtelse for dette. Københavns Politi bekræfter over for Ritzau, at der på nuværende tidspunkt ikke er rejst sigtelse for overtrædelse af straffelovens paragraf 119.

Paragraffen drejer sig om både trusler og vold, herunder forsøg på vold, mod personer i offentlig tjeneste, som for eksempel politifolk.

Den 16-årige dreng blev i øvrigt løsladt få timer efter anholdelsen. De øvrige personer, som befandt sig i den brugsstjålne udlejningsbil, fik politiet ikke fat på.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen