Mand fra Viborg anklages for at være bagmand i sag om menneskesmugling

En international kriminalsag trækker tråde fra Danmark til organiseret menneskesmugling mellem Frankrig og Storbritannien.

Artiklens øverste billede
Antallet af bådflygtninge, der forsøger at krydse det farlige farvand mellem Frankrig og Storbritannien er i voldsom vækst. I oktober sidste år gik det helt galt, for en båd, der angiveligt var købt af en dansker. Arkivfoto: Sameer al-Doumy/AFP

En 37-årig mand fra Viborg står til at blive udleveret til Frankrig, hvor han risikerer flere års fængsel for sin mulige rolle i et internationalt netværk af menneskesmuglere.

Manden er en af de hovedmistænkte i en større sag om organiseret menneskesmugling og uagtsomt manddrab, der begyndte i oktober sidste år. Her druknede fire bådflygtninge, da de sammen med flere andre migranter forsøgte at sejle over Den Engelske Kanal fra Nordfrankrig til England.

I juni modtog dansk politi en henvendelse fra de franske myndigheder, der bad om at få den 37-årige mand anholdt og udleveret til retsforfølgelse i Frankrig, hvor han blandt andet er sigtet for menneskesmugling og uagtsomt manddrab.

Mandag besluttede en dommer i byretten i Viborg at godkende udleveringen.

Selve efterforskningen foretages af fransk politi, så anklager Niclas Nissen fra Midt- og Vestjyllands Politi kan ikke sige meget mere om processen eller bevismaterialet.

»Manden skal have haft den rolle i menneskesmuglingen, at han har indkøbt bådene og gjort dem klar til at sejle migranter over til England,« siger Niclas Nissen og betegner sagen som sjælden.

Nægter sig skyldig

Den 37-årige familiefar, der bor i Viborg med sin hustru og børn, har siddet varetægtsfængslet, siden han natten til den 23. juni blev anholdt på sin bopæl i Viborg. Ifølge den franske sigtelse har han spillet en central rolle i menneskesmuglernetværket, hvor han har købt flere både, som angiveligt er blevet benyttet til ulovligt at smugle mennesker over kanalen.

Tidligere på sommeren blev han ifølge Viborg Stifts Folkeblad fængslet in absentia ved domstolen i den nordfranske by Dunkerque. Han risikerer flere års fængsel – mindst tre – hvis han dømmes i Frankrig.

Den 37-årige har hele tiden nægtet sig skyldig. Han kærede byrettens kendelse på stedet, og derfor skal landsretten nu tage stilling til, om han skal udleveres til Frankrig.

Migrantstrøm vokser

Sagen kommer på et tidspunkt, hvor menneskesmuglingen over Den Engelske Kanal er i voldsom vækst. Lørdag i denne uge blev hele 828 migranter reddet eller forhindret i at sejle til Storbritannien, hvilket er det højeste antal på en enkelt dag, siden migrantruten over kanalen for alvor begyndte at blive populær i 2018, skriver den britiske avis The Telegraph.

Alene i år har flere end 12.400 migranter krydset det smalle stræde mellem Calais og Dover i småbåde, og dermed tegner 2021 til at slå rekord. Sidste år ankom 8.400 personer til de britiske kyster.

Storbritannien og Frankrig enedes i juli om strengere bevogtning af kysterne og en intensiveret indsats for at få optrevlet de netværk, som organiserer menneskesmuglingerne, men nødhjælpsgrupper advarer om, at det næppe vil stoppe smuglingen.

Mere og mere tyder på, at franskmændene har mistet kontrollen med deres grænse, mener den konservative Dover-politiker, Natalie Elphicke, som er medlem af det britiske parlament.

»Det er nødvendigt med en hurtig og ny tilgang, hvor Storbritannien og Frankrig samarbejder om at forhindre bådene i at afsejle i første omgang, vende dem rundt og sende folk tilbage,« siger hun til The Telegraph.

I London er parlamentet ved at lave en lovpakke, som blandt andet indebærer, at migranter kan idømmes op til fire års fængsel.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen