Mindre brand på Falsled Kro søndag

Brandvæsen og politi kørte til Falsled Kro, hvor en brand i skorstenen på det ikoniske spisested var brudt ud.

Artiklens øverste billede
Falsled Kro ligger i Millinge på Sydfyn. Arkivfoto

En brand på Falsled Kro, der ligger ved Millinge på Sydfyn, sendte søndag eftermiddag både politi og brandvæsen til stedet.

Kroen er et kendt navn på den danske restaurantscene, og i februar havde mange forventet, at kroen skulle have en af de eftertragtede Michelin-stjerner.

- Der er brand i Falsled Kro ved Fåborg. Brand og Politi på stedet. Bliv væk og giv plads til slukningsarbejdet, skrev Fyns Politi på det sociale medie Twitter.

Kort efter kunne politiet oplyse, at der var tale om en mindre brand i kroen, der ligger i et bindingsværkshus med stråtag.

- Brand på Falsled Kro viste sig at være fra skorstenen. Branden har ikke bredt sig, og brandvæsenet har styr på skorstensbranden, skrev Fyns Politi og omkring klokken halv fem kunne politiet så oplyse:

- Branden slukket i skorstenen på Falsled Kro.

Kroen og specielt restauranten har i årtier været et kendt sted på den danske restaurantscene.

Kroens historie går helt tilbage til 1500-tallet, og i 1970'erne satte køkkenchefen Michel Michaud den på landkortet med fransk gastronomi.

Han tog i 1976 til Kong Hans i København. Herefter overtog Jean Lieffroy køkkenet, som han forfinede yderligere i 37 år som køkkenchef.

Kroen, der har 20 værelser og plads til 65 spisende gæster, har en stor køkkenhave, der gør, at den i høj grad kan bruge egne råvarer.

I februar i år mente mange, at restauranten blev snydt for en Michelin-stjerne ved årets uddeling.

Der var opbygget en større forventning, efter at Michelin havde lagt billeder fra kroen på sociale medier op til uddelingen.

- Et sted som Falsled Kro har ligget i årtier og skulle have haft en stjerne, sagde Jesper Uhrup Jensen, chefredaktør på madmagasinet Gastro, da Falsled Kro ikke fik en stjerne.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen