Hundebid sendte syvårig pige på sygehus
En pige kom alvorligt til skade, da hun blev bidt af en hund i Høje Taastrup. Politiet leder efter hunden.
En syvårig pige er mandag aften bragt til sygehuset, efter at hun blev bidt af en hund.
Københavns Vestegns Politi skriver på Twitter, at hun er blevet "bidt alvorligt".
Politiet er talstærkt til stede ved bebyggelsen Taastrupgaard i Høje Taastrup, hvor hændelsen fandt sted.
Det er natten til tirsdag ikke lykkedes politiet at finde frem til hunden eller dens ejer.
Pigen er siden kommet hjem til sine forældre igen efter at være blevet behandlet på sygehuset, oplyser politiet på Twitter.
Politiet har for nuværende ikke yderligere oplysninger i sagen.
/ritzau/