Tog kolliderede med 15 kreaturer ved Skjern

Et tog har ramt 15 kreaturer, der stod på sporet mellem Boris og Skern. Toget med ni passagerer blev afsporet.

Et tog med ni passagerer er kørt af sporet på en strækning mellem Boris og Skjern efter at have ramt flere køer.

Toget ramte 15 køer, som stod på sporet, omkring klokken 22.50 fredag, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

- Klokken 03.00 lå der stadig en masse køer over en strækning på 100 meter, siger vagtchef Henrik Nielsen tidligt lørdag morgen.

- Et af dyrene er en Charolais-tyr på 1,5 ton. Sådan en tager tid at få flyttet, siger han.

Ingen personer er kommet til skade, oplyser politiet, men alle 15 køer er døde.

Ifølge politiet er det et Arriva-tog, der ramte køerne med 100 kilometer i timen.

Toget har fået flere skader, og der ligger også stadig togrester over en strækning på 100 meter, siger Henrik Nielsen.

Uheldet vil påvirke togdriften lørdag, oplyser politiet, da oprydningsarbejdet stadig er i gang.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen