Annonce
Politi og retsvæsen

Det store sølvkup i Gentofte: Hvem kender noget til denne stige?

Endnu har politiet ikke fået nogen henvendelser om det store sølvtyveri i Gentofte, hvor der er udlovet en dusør på tre millioner kr.

Denne stige med tre karakteristiske malerpletter blev benyttet ved det store sølvkup i Gentofte i weekenden. Foto: Nordsjællands Politi

Efterforskningen af weekendens store sølvtyveri i Gentofte, hvor der forsvandt antikt sølv til en værdi af cirka 10 mio. kr., ser foreløbig ud til at blive op ad bakke for Nordsjællands Politi.

Eller man fristes til at sige op ad stige.

For en stige er ifølge politikommissær Henrik Sejer det eneste spor, som politiet har at gå efter i forbindelse med det professionelt udførte tyveri. Eller i hvert fald det eneste spor, som politiet vil afsløre på nuværende tidspunkt.

Ifølge Nordsjællands Politi skaffede tyvene sig adgang ved at gå ind i haven til huset, og med en stige er man kommet op til første sal, hvor man har brudt en dør op. Så har man omgået alarmen, så man kunne komme ind og stjæle de kostbare sølvgenstande.

Stigen, der blev brugt i forbindelse med tyveriet, stammer ikke fra boligen. Og den hører heller ikke hjemme hos de nærmeste naboer. Det får nu Nordsjællands Politi til at offentliggøre billeder af stigen i håb om, at nogen ligger inde med information om den.

Kunstskat stjålet: Dusør på tre mio. kr. efter stort sølvkup i Gentofte

»Stigen kan vise sig at være et vigtigt spor i sagen, da den potentielt kan hjælpe os med at fastlægge, hvilken rute gerningsmændene har benyttet den pågældende nat. Derfor vil vi meget gerne høre fra stigens ejer eller andre, der ved noget om den,« siger Henrik Sejer.

Stigen er en såkaldt multistige, som måler 160 cm i sammenklappet tilstand. Nordsjællands Politi gør opmærksom på de tre karakteristiske pletter med maling på stigens ene side, som kan medvirke til, at nogen måske husker den.

»Jeg håber, at nogen kan genkende stigen og dermed bidrage til yderligere fremgang i sagen. Desuden vil vi selvfølgelig også gerne returnere stigen til den rette ejer, når vi er færdige med vores tekniske undersøgelser af den,« siger Henrik Sejer.

Mens millionkuppet blev begået, lå villaens beboere og sov trygt. De hørte intet til de uindbudte gæster, som slæbte afsted med genstandene med en sølvvægt på cirka 35 kilo. Hovedparten af det stjålne sølv satmmer fra 1600 og 1700-tallet. Foto: Nordsjællands Politi
Hvor vidt oplysninger om stigen vil udløse dusøren på tre millioner kr. er uvist.

»Det er ikke muligt for mig at sige, om man får del i dusøren, hvis information om stigen viser sig at lede os på sporet af sølvtøjet, men jeg håber, at folk vil kontakte os alligevel,« siger Henrik Sejer.

Du kan kontakte Nordsjællands Politi på tlf. 114.

Tyveriet skete mellem klokken 23 fredag aften og klokken 06 lørdag morgen. Tyvene tog ikke alt i huset. De er derimod gået efter udvalgte og ret specielle sølvgenstande, mens andre kunstgenstande er blevet efterladt i villaen.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her