Annonce
Politi og retsvæsen

Politi efterforsker muligt stenkast ved motorvejsbro på Sydsjælland

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har modtaget en anmeldelse om et stenkast fra en motorvejsbro.

En mand har mandag eftermiddag anmeldt et muligt stenkast ved en motorvejsbro ved Sydmotorvejen på det sydlige Sjælland.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Det skulle være sket allerede søndag aften cirka klokken 21.15, hvor en bilist kører ad motorvejen nordgående.

- Der bliver så kastet - eller der kommer i hvert fald noget ned fra motorvejsbroen og rammer bilens forrude, som går i stykker, siger Stefan Jensen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ingen personer kom til skade ved episoden, men politiet spærrede motorvejen mellem frakørsel 35 og 36 i en lidt over en halv time fra klokken 20 mandag for at undersøge, om der kunne findes spor.

Politihunde var med til at afsøge området.

At det næsten skete et døgn efter episoden kunne dog få betydning for efterforskningen, fortalte politiet tidligere mandag.

- Det kan selvfølgelig gå hen og blive lidt vanskeligere, når det næsten er et døgn siden.

- Men ligger der noget derude, som har været brugt, så finder vi det også, sagde Stefan Jensen.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skriver mandag aften på Twitter efter undersøgelsen af området, at der "umiddelbart" ikke er fundet noget.

Politiet har ikke fået nogen forklaring på, hvorfor manden først anmeldte episoden mandag.

Lørdag aften blev en families bil ramt af en sten fra en jernbanebro i Vordingborg. Men politiet mener ikke på nuværende tidspunkt, at der er sammenhæng mellem de to episoder.

Tirsdag er det i øvrigt to år siden, at en tysk kvinde mistede livet, fordi der fra en bro over Fynske Motorvej blev kastet en sten mod den bil, hun kom kørende i. Politiet har ikke opklaret sagen, som behandles som drab.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland

Socialdemokratiet i balanceakt om udlændinge: »Det er på tide at sige fra«

Socialdemokratiet nægter at slække på integrationen – stik imod grundtanken i efterårets store udlændingepolitiske slagnummer. Derfor er partiet, som har støttet størstedelen af regeringens stramninger de seneste år, imod flere af de forslag, som nu er på bordet. Det store parti er ude i en svær balancegang.
Annonce
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere
Restaurantanmeldelse: Karruseltur på Aarhus' nye restaurant og vinbar
Der er masser af god vilje og entusiasme, men for nærværende væsentlig mindre kompetence at finde på Aarhus’ nye franskorienterede spisested. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her