Politi og retsvæsen

Anklage: Omar El-Hussein-bekendt skjulte bandevåben

23-årig blev frifundet for terror i Krudttøndesagen, men dømt for at skjule våben. Nu er han igen tiltalt.

Efter at Omar El-Hussein tilbage i februar 2015 skød og dræbte filmmanden Finn Nørgaard ved kulturhuset Krudttønden i København fik han hjælp af to mænd til at gemme drabsvåbnet af vejen. Nu er den ene af de to tiltalt i ny våbensag, skriver Ekstra Bladet.

Det drejer sig om en i dag 23-årig mand, som ifølge anklagemyndigheden tilbage i oktober gemte en skarpladt Neuhausen-pistol i et trådhegn i et buskads ved bebyggelsen Mjølnerparken på Nørrebro i København.

Mandens forsvarer, Mette Grith Stage, fortæller til Ekstra Bladet, at den 23-årige nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden derimod mener, at ikke alene er manden skyldig i overtrædelse af våbenloven under særligt skærpende omstændigheder, han er også skyldig i at at have gjort det som led i en verserende bandekonflikt.

Da den 23-årige blev dømt i Krudttøndesagen tilbage i september 2016, var det fremme, at han tilhørte banden Brothas, som holder til i og omkring Mjølnerparken.

Anklagemyndigheden mener, at Brothas tilbage i oktober 2017 var i krig med en anden bande, Loyal to Familia, og det kan få betydning for en eventuel straf i form af en fordobling.

Retssagen mod den 23-årige er da også rejst som en nævningesag. Det betyder som regel, at anklagemyndigheden vil gå efter en straf på mindst fire års fængsel.

Da den 23-årige tilbage i 2016 sad tiltalt i Krudttøndesagen, var det med en anklage om medvirken til terror hængende over hovedet.

Anklagemyndigheden viste dengang, hvordan fire mænd havde haft kontakt med Omar El-Hussein i timerne efter drabet på Finn Nørgaard. Og dermed medvirkede de til at Omar El-Hussein senere kunne begå et nyt drab.

Offeret var Dan Uzan, som stod vagt ved et arrangement i synagogen i Krystalgade. Retten slog fast at begge drab var at anse som terrorhandlinger, men der var ikke grundlag for at dømme de fire mænd for terror.

To af mændene blev dog dømt for grov våbenkriminalitet for at have hjulpet El-Hussein af med den M95-riffel, som blev brugt ved Krudttønden. Den 23-årige fik to et halvt års fængsel, mens en anden mand fik fire. Og netop den dom kan få betydning for den 23-årige i den nye sag.

Ifølge loven skal det nemlig anses som en skærpende omstændighed, at en tiltalt tidligere har været dømt for lignende kriminalitet.

Den 23-årige blev anholdt tilbage i december. Her blev han i første omgang løsladt af en dommer i Københavns Byret, men Østre Landsret besluttede dog, at der skulle ske fængsling.

Det centrale var et dna-spor fundet på pistolen. Sporet havde en såkaldt likelihoodkvotient på 1300. De stærkeste dna-beviser har en kvotient på en million.

Likelihoodkvotienten udtrykker forholdet mellem sandsynligheden for at et dna-spor stammer fra den mistænkte på den ene side og sandsynligheden for, at sporet er afsat af en tilfældig anden person på den anden.

Sagen mod den 23-årige begynder tirsdag i Københavns Byret.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Lørdag den 14. februar ramte et terrorangreb København. I løbet af 16 timer blev to civile dræbt og fem politibetjente såret, inden gerningsmanden blev skudt og dræbt af politiet.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her