Annonce
Politi og retsvæsen

Dansker sigtet for knivdrab på ekskone i Marokko

En dansk statsborger stak ifølge medier i marts sin ekskone ned i Marokko. Siden er han anholdt.

En 49-årig dansk statsborger sidder fængslet i den marokkanske hovedstad, Rabat, sigtet for drab.

Det skriver TV2 Østjylland.

Manden har ifølge belgiske medier stukket sin 40-årige belgiske ekskone ned for øjnene af hendes 8-årige søn.

Overfaldet skete på åben gade sidst i marts. Den 49-årige danske statsborger blev overmandet af folk, der stod i nærheden.

Udenrigsministeriets pressetjeneste og den belgiske ambassade i Rabat bekræfter sagen over for TV2 Østjylland.

Kvinden blev i 2017 skilt fra den 49-årige mand. Hun var assistent for en dommer på den belgiske ambassade i Rabat. Den 40-årige kvinde var bange for sin danske eksmand og havde meldt ham til politiet for trusler.

Det er ifølge TV2 Østjylland ikke første gang, at den 49-årige har stukket en kvinde ned.

I januar 2009 stak han sin 27-årige danske ekskæreste ned på åben gade i Aarhus. Han angreb på fortovet ved Nørreport i Aarhus, hvor kvinden stod med sin nye kæreste og venner.

Manden forsøgte at dræbe den unge kvinde med stik i kinden, tre stik i brystkassen og et stik i bugen. Hun fik punkteret lungen, læsion af lever og tarm og overskæring af nerver til sin højre arm.

Den 27-årige kvinde overlevede med nød og næppe knivoverfaldet.

Overfaldet kostede den 49-årige en anbringelse på psykiatrisk hospital i Risskov. Dommen i marts 2010 var tidsubestemt.

Den 49-årige mand er født i Marokko. Han kom til Danmark som 22-årig. I 2000 fik han dansk statsborgerskab. Før han kom til Danmark, arbejdede han flere steder i Europa.

Han boede i et par år med en dansk kvinde, som han fik en søn med. I Danmark arbejdede han som pædagogmedhjælper og chauffør hos Aarhus Taxa.

Inden retssagen i Danmark blev han mentalundersøgt. Det fremgår, at han vurderes som sindssyg ved den retspsykiatriske undersøgelse.

Ledende overlæge på Afdeling R på Psykiatrisk Hospital i Risskov, Trine Arngrim, kan ikke udtale sig om patienter. Men hun siger til TV2 Østjylland, om den 49-årige:

- Dommen blev ændret. Så han ikke længere havde en dom til anbringelse.

Hvorfor han blev lukket ud, vil hun ikke uddybe.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her