Politi og retsvæsen

Tidligere operativ PET-chef: Ikke raketvidenskab, at kineserne ønskede at undgå demonstrationer

Hans Jørgen Bonnichsen har ingen erindring om kinesisk besøg.

Den kinesiske premierministers besøg i Danmark i 2002 har tilsyneladende ikke gjort noget stort indtryk på Hans Jørgen Bonnichsen, der på det tidspunkt var operativ chef for PET, Politiets Efterretningstjeneste.

Tidligere ledere ved Københavns Politi stod torsdag frem og fortalte om, hvilke krumspring der blev gjort for at undgå, at den kinesiske delegation skulle eksponeres for kritiske demonstranter. Det indebar bl.a. ændring af ruter.

Tidligere politichef afviser: Vi snød ikke Tibet-demonstranter

Hans Jørgen Bonnichsen siger, at han ikke har nogen erindring om noget sådant, og at han faktisk slet ikke kan huske, at kineserne overhovedet var på besøg.

Kan du genkende det, som politifolkene siger?

»Heldigvis vil jeg sige, at jeg har jo ingen dispositionsret over Københavns Politis måde at agere på, og hvordan de opererer i marken. Jeg er blevet spurgt af en journalist, om jeg havde nogen som helst kendskab til det, og da kan jeg sige med 100 pct. sikkerhed, at jeg har i hvert fald ingen erindring om det, overhovedet ikke,« siger han.

Forhenværende chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Kai Vittrup, afviste torsdag sine underordnede lederes udlægning af begivenhederne og sagde, at ændringer af ruter udelukkende skete af sikkerhedsmæssige hensyn og uden skelen til, om kineserne ville blive bragt i forlegenhed. Han tilføjede dog, at PET havde gjort klart, at kineserne lagde vægt på, at der ikke skulle være synlige demonstrationer.

Men det er der ikke noget odiøst i, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

»Det ved enhver jo, det er ikke noget, som det kræver rocket science (raketvidenskab, red.) for at vide,« siger han, der var operativ chef fra slutningen af 1990'erne til 2006.

Var du selv med til at bringe dette budskab videre til Københavns Politi?

»Som jeg sagde, jeg har ingen erindring om det, overhovedet ikke, det må jeg erkende. Jeg er imponeret over Kai (Vittrup, red.), men han er selvfølgelig også lidt yngre end mig,« siger Hans Jørgens Bonnichsen.

Du kan simpelthen ikke huske det?

»Jeg har ingen erindring om det, jeg har ikke engang erindringer om, at vi havde besøg af kineserne på det tidspunkt.«

Nå...

»Du siger nå. Men prøv at tænke på, hvor mange år det er siden og prøv at tænke på, hvor mange incidenter man har beskæftiget sig med i sin tilværelse som politibetjent.«

Men det må alligevel være lidt specielt, når der kommer en kinesisk statsleder til Danmark?

»Hold op, jeg havde to amerikanske præsidentbesøg, det var specielt.«

Du kan altså ikke huske, at du på noget tidspunkt har bragt videre, at kineserne ikke ønskede at blive bragt i forlegenhed?

»Overhovedet ikke. Altså med hensyn til Falun Gong (nyreligiøs bevægelse, red.), da er det ikke ukendt, at kineserne på ingen måde ønsker det, men derfra og til at blande sig i, hvordan Københavns Politi agerer, der er der altså lang vej. Utrolig lang vej.«


Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Om temaet

Hvem bad politiet gribe ind overfor en gruppe Tibet-aktivister under kinesiske statsbesøg – og dermed krænke deres ytringsfrihed? Blev der efterfølgende bevidst løjet om ordren, så både Folketinget, domstolene og befolkningen i tre år har fået urigtige oplysninger? Det er hovedspørgsmålene, som politiklagemyndigheden, domstolene og en undersøgelseskommission nu skal afdække i den såkaldte Tibet-sag. Sagen, der startede med små tibetanske flag, men som har udviklet sig til en skandale.

Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her