Annonce
Politi og retsvæsen

Overblik: Her er sagen om deling af sexvideoer

Foreløbig er fire sager i et stort kompleks om ulovlige sexvideoer blevet afgjort i landsretterne.

Over 1.000 unge er sigtet i et stort kompleks om deling af tre videosekvenser, hvor to 15-årige, en pige og en dreng, har sex i et privat hjem i Nordsjælland.

Der er tale om grove seksuelle scener, og pigen har udtalt til dagbladet Information, at hun mener, hun blev udsat for et overgreb.

Anklagemyndigheden har udvalgt ni prøvesager, der skal fastlægge strafniveauet for kommende sager.

Otte af disse sager er afgjort ved byretterne, og fire af dem har nu også været forbi enten Vestre eller Østre Landsret. Onsdag behandles den femte ankesag i Vestre Landsret.

Hvor samtlige domme i byretterne lød på betingede fængselsstraffe for deling af børneporno, har landsretterne i to tilfælde valgt at frifinde for netop det forhold.

Det afgørende spørgsmål er, om de tiltalte ifølge domstolenes vurdering var klar over, at aktørerne på videoerne var mindreårige. Ellers kan der ikke dømmes for børneporno.

Herunder gennemgås de enkelte sager:

  • 40 dages betinget fængsel: Østre Landsret kendte 8. maj en 20-årig mand skyldig i deling af børneporno. Forbrydelsen bestod i, at han i efteråret 2015 delte to af videosekvenserne med 35 forskellige personer. Afgørelsen er en stadfæstelse af dommen fra Retten i Lyngby.
  • 20 dages betinget fængsel: Østre Landsret kendte 8. maj 2018 en 17-årig dreng skyldig i udbredelse af børneporno. I 2016 delte han to af sexvideoerne med 16 andre i en gruppechat på Facebook. Afgørelsen er en stadfæstelse af dommen fra Retten i Lyngby.
  • Bøde på 2500 kroner: Østre Landsret frifandt 20. april 2018 en 22-årig mand for børneporno, selv om han tilbage i 2015 delte en af sexvideoerne med syv venner. Dermed slipper han for den betingede fængselsstraf på ti dage, som han i februar fik i Retten i Lyngby. Bøden på 2500 kroner gives for blufærdighedskrænkelse.
  • Bøde på 2500 kroner: Vestre Landsret afgjorde 23. marts 2018 den første ankesag. Her blev en dom til en 20-årig mand fra Syddjurs ændret. Ved Retten i Randers blev han idømt 30 dages betinget fængsel for at have delt en af videoerne med 12 personer, men i landsretten blev han frifundet for børneporno. Bøden på 2500 kroner gives for blufærdighedskrænkelse.
  • 30 dages betinget fængsel: En 18-årig mand blev ved Retten i Aarhus 20. februar kendt skyldig i deling af en af sexvideoerne over to omgange. I første omgang blev den sendt til én person og i anden omgang til den samme samt ni andre. Ankesagen finder sted 28. maj i Vestre Landsret.
  • 30 dages betinget fængsel: En 20-årig mand fra Aarhus delte materialet syv gange og gjorde det tilgængeligt for 15 personer. Han blev dømt ved Retten i Aarhus 14. marts. Ankesagen er endnu ikke berammet.
  • 10 dages betinget fængsel: En nu 19-årig kvinde delte i oktober 2015 en sexvideo med en veninde. Delingen udløste 26. februar en dom på 10 dages betinget fængsel i Retten i Lyngby. Ankesagen finder sted 23. maj i Østre Landsret.
  • Syv dages betinget fængsel: En 20-årig kvinde fra Aarhus delte materialet én gang og gjorde det tilgængeligt for én person. Hun blev dømt 14. marts ved Retten i Aarhus. Ankesagen ventes afgjort onsdag i Vestre Landsret.

Kilder: Ritzau, Rigsadvokaten, Politiken.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her