Annonce
Politi og retsvæsen

Dansk oberst i tortursag: Dødelig magt havde været o.k.

Østre Landsret skal afgøre, om danske soldater er ansvarlige for, at irakere blev udsat for tortur i 2004.

Chefen for de danske soldater så ikke antydningen af unødig magtanvendelse og da slet ikke tortur under en omstridt operation i det sydlige Irak i 2004.

Det fortæller den daværende bataljonschef, oberst John Dalby, da han onsdag gennem flere timer udspørges i Østre Landsret.

Her har 23 irakere sagsøgt Forsvarsministeriet. Påstanden er, at danske soldater er ansvarlige for, at irakerne under militæroperationen Green Desert blev udsat for overgreb af især irakiske styrker, og at de efterfølgende blev tortureret i fængslet.

Forsvarsministeriet kræver imidlertid frifindelse. Og oberst John Dalby kan da heller ikke se, at der skulle være noget at udsætte på hverken danskernes eller irakernes adfærd. I hvert fald ikke under militæroperationen.

- Mandatet rakte til, at vi kunne have brugt op til dødelig magt, siger John Dalby. Han henviser til, at der på et tidspunkt under operationen blev skudt mod de irakiske styrker.

- Hvis irakerne havde gengældt skuddene og havde dræbt, mener jeg også, at det ville have været inden for mandatet, siger Dalby.

Heller ikke en efterfølgende frigivet video af affæren giver anledning til løftede øjenbryn hos obersten, der i dag er ansat i Nato.

På filmen kan man se en gruppe fanger sidde på jorden. På et tidspunkt bruger en irakisk soldat sin fod til at støde en af mændene ned i støvet.

- Det er inden for, hvad jeg ville have tilladt mine soldater at gøre, siger John Dalby. Efter hans opfattelse er fangerne nemlig endnu ikke fuldt pacificeret.

- Jeg kan ikke se, hvad dem på jorden foretager sig. De har ikke fået strips og hætter over hovedet. Jeg kan ikke se, om der bliver grebet efter en kniv, siger han.

Oberstens reaktion på filmen kolliderer imidlertid med en påstand fra den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard, der i 2012 lækkede optagelsen til pressen.

Kærgaard hævder, at han umiddelbart efter operationen viste filmen til Dalby, og at obersten dengang fandt optagelsen så kompromitterende, at det efter hans mening kunne betyde, at Danmark måtte trække sig ud af Irak.

På det punkt er de to militærfolks hukommelse forskellig.

- Det har ikke fundet sted, siger John Dalby.

Først flere dage efter operationen blev obersten efter eget udsagn klar over, at ikke alt var godt. Den 6. december 2004 skrev en irakisk avis, at flere af fangerne blev tortureret i fængslet.

- Da vi finder ud af, at der kan være foregået tortur, indkalder jeg alle de irakiske chefer, siger obersten.

- Jeg belærer dem om krigens love i to timer og spørger dem direkte, om der er hold i anklagerne. Og at hvis der er det, så skal det stoppe øjeblikkeligt.

John Dalby medgiver, at danskerne godt vidste, at forholdene i de irakiske fængsler var dårlige. Men en mistanke om tortur havde man ikke.

Onsdagens retsmøde var sagens 29. Dommen ventes først til sommer.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Aarhus Ø skal ende med et rundt 0

Den samlede økonomi for Aarhus Ø skal ende i balance, og derfor vil en justering af Lighthouse-projektet kræve andre indtægter. Det fortæller kommunens budgetchef, der her giver en status på økonomien på Aarhus Ø.

JP mener: Husk at tale med djævlen

Hvis man kun hører sig selv og sine ligesindede, bliver man dummere og dummere for hver dag, der går.
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Guide til ski i Grønland: Her er der skisæson både sommer og vinter
Skimæssigt kan Grønland næppe konkurrere med Norge eller Alperne, hvis man foretrækker gode anlæg, store løjper og barer med afterskiing. Til gengæld er naturen i Grønland vildere, og bjergene en stor udfordring. Vi viser vej til fire store skioplevelser. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere
Aarhus Ø skal ende med et rundt 0
Den samlede økonomi for Aarhus Ø skal ende i balance, og derfor vil en justering af Lighthouse-projektet kræve andre indtægter. Det fortæller kommunens budgetchef, der her giver en status på økonomien på Aarhus Ø. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her