Annonce
Politi og retsvæsen

Ubådsmysteriet er nu en barsk retssag om koldt, planlagt drab – eller et uheld

Peter Madsen uddybede sin seneste forklaring på første retsdag i ubådssagen. Anklageren blev ved med at grave i seksuelt motiv til drab på Kim Wall.

Peter Madsen under torsdagens retsmøde i Københavns Byret. Ved hans side står hans forsvarer, Betina Hald Engmark. Tegning: Niels Bo Bøjesen

Klokken har lige rundet 23.00 den 10. august 2017. Ude på Øresund har den private ubåd ”UC3 Nautilus” netop brudt vandoverfladen nedefra og ligger nu i det næsten blikstille vand. En luge, som sidder foran på ubåden bliver åbnet. Op af den kommer Peter Madsen. Han lukker den efter sig. Sådan gør rigtige sømænd altid. Men i ubåden opstår der undertryk. Madsen kan ikke åbne lugen igen. Han kan heller ikke åbne lågen i ubådens tårn. Gennem den kan han høre Kim Wall, den svenske journalist, som er med på turen. Hun råber nede fra ubåden.

Det går op for Madsen, at der må være sluppet udstødningsgasser ind i ubåden, hvor Kim Wall opholder sig. Han forsøger at råbe og instruere hende i, hvordan hun slukker motorerne, så undertrykket forsvinder. Efter 5-10 minutter stopper motorerne. Men det er for sent. Kim Wall ligger livløs i bunden af ubåden. Madsen kan ikke få liv i hende.

Ovenstående er den forklaring, som Madsen kom med i Københavns Byret torsdag, da sagen mod ham gik i gang.

Anklagemyndigheden har en helt anden forklaring.

Den går på, at Madsen kvalte Kim Wall eller skar halsen over på hende, og at det hele skulle være planlagt. Faktum er bare, at politiet ikke har fundet frem til en sikker dødsårsag. Det erkendte anklager Jakob Buch-Jepsen, da han fra morgenstunden forelagde sagen for retten, Peter Madsen og hans forsvarer og den fremmødte – ja, verdenspresse.

»Jeg elsker dig«

Anklageren redegjorde for, hvordan politiets efterforskning tegner et fragmenteret billede af den sidste aften, Kim Wall var i live. Hun, som ingen anden end en professionel relation havde til Peter Madsen, mødtes med ham på Refshaleøen og sejlede ud i Øresund. Der var aktivitet på hendes mobiltelefon. Hun skrev sms’er med sin kæreste. Den sidste sendte hun kl. 20.16:

Ubådssagen
Tiltalen mod Madsen
  • Peter Madsen er tiltalt for seks forhold.
  • Manddrab, usømmelig omgang med lig, andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter samt tre forhold om sikkerhed til søs.
  • Desuden skal Peter Madsen, hvis han kendes skyldig, betale erstatning til Kim Walls pårørende og til Søfartsstyrelsen.
  • Obduktionsrapporten viser, at Kim Wall før eller efter døden indtraf, er blevet stukket og snittet talrige gange i bl.a. halsen, maven og skridtet.
  • Anklagemyndigheden går efter at få Peter Madsen idømt livstid eller subsidiært forvaring.

»Jeg er stadig i live forresten. Men vi dykker nu. Jeg elsker dig. Han har taget kaffe og kager med.«

I retssalen var langs den ene væg placeret opslagstavler med den sejlrute, som politiet har kortlagt for ubåden den aften og nat. Det var omkring denne sejlrute syd for Amager, at politiet af flere omgange fandt Kim Walls ligdele i poser og på den bare havbund med jernrør, der holdt dem nede. Peter Madsen har erkendt, at han parterede liget. Men først efter at have forsøgt at smide det overbord i hel tilstand, påstod han.

Anklager Jakob Buch-Jepsen fortsatte sin forelæggelse med at fortælle om fund på Madsens computer og en ekstern harddisk. Her var der videoer med ægte drab på og tortur af kvinder. Og der var tekster om spidning. Og Madsen havde under et døgn inden sejlturen med Kim Wall søgt på en halshugningsvideo på internettet, fortalte anklageren, som også fremlagde pointer fra den retspsykiatriske rapport, der er blevet udfærdiget om Madsen.

Psykopatiske træk

Han er velbegavet, Peter Madsen, men også følelseshæmmet med alvorlig mangel på empati og skyldfølelse. Personlighedsmæssigt er han svært afvigende med primært narcissistiske og psykopatiske træk. Observanten er plat med overfladisk charme, men Madsen er ikke syg, fremgik det af rapporten, som anklageren læste op fra. Retslægerådet har konkluderet, at hvis han kendes skyldig, bør straffen være forvaring. Altså fængsel på ubestemt tid.

Og så var det, for en kort bemærkning, forsvarer Betina Hald Engmarks tur. Hendes første pointe var en opfordring til anklageren om at rette sine talestrøm imod retten og ikke pressen. Den opfordring istemte dommeren sig. Anklageren nikkede.

Næste pointe: dødsårsagen uoplyst. Dødsårsagen uoplyst. Forsvareren gentog og gentog. Dødsårsagen uoplyst. I obduktionsrapport efter obduktionsrapport. Og i anklageskriftet. Det var tydeligt, at det forhold er et af forsvarets stærkeste kort.

Kaptajnløjtnant fra forsvaret har afvist Peter Madsens seneste forklaring

Om eftermiddagen rejste Peter Madsen sig fra stolen ved sin forsvarers side og satte sig på anklagebænken. Iklædt en sort T-shirt, blå joggingbukser og blå gummisko satte han sig med front mod dommeren. Nu afhørte anklageren ham.

»Hvorfor løj du gennem to måneder for politiets efterforskere, retten og Kim Walls pårørende?,« spurgte Jakob Buch-Jepsen med henvisning til Peter Madsens skiftende forklaringer. For først var Kim Wall slet ikke med på den sidste ubådstur, så havde hun fået en luge i hovedet, og først da hovedet blev fundet uden slagskader, kom forklaringen med udstødningsgasserne.

Specialanklager Jakob Buch-Jepsen forelægger sagen i retten. Tegning: Niels Bo Bojesen

»Jeg interesserede mig ikke for andet end Kim Walls pårørende. Jeg havde ikke lyst til at fortælle dem den grimme fortælling, som vil komme frem i dag,« sagde Peter Madsen.

Det var egentlig Madsens plan at holde fast i forklaringen om, at Kim Wall fik en luge i hovedet.

»Men jeg var nødt til at indrømme, da jeres – og det, tror jeg, alle synes – fantastiske efterforskning afslørede noget andet,« sagde Madsen.

Som i et tidligere retsmøde om varetægtsfængsling, sagde han, at han, da Kim Wall døde, mistede troen på sit livsprojekt og sit eget liv i det hele taget.

»Så snart der er en fra min besætning, der dør, så er jeg sådan set færdig med at spille banjo,« sagde han.

Peter Madsens forsvarer: Så længe dødsårsagen ikke er påvist, så er beviserne mod Madsen meget tynde 

Jakob Buch-Jepsen spurgte ham ind til, hvad han får ud af at se og downloade videoer med drab og tortur. Opstemte det ham?

»Nej. Når jeg ser den svage part blive forulempet, så reagerer jeg emotionelt på det,« forklarede Madsen.

Han insisterede på hele tiden at »sætte svarene i en kontekst«. Dvs. meget lange svar om hans person, om hans følelser og om hans tanker, før han til sidst kom til et egentligt svar. Og ofte kom et sådan slet ikke.

»De videoer, du havde på din computer, og som du har søgt efter på internettet. Inspirerede de dig til det, du foretog med liget? Var du seksuelt opstemt, da du parterede liget?« spurgte anklageren.

»Nej! Men jeg er bekymret for dig, når du spørger.«

»For mig?«

»Ja.«

»Stop så!« afbrød dommeren og rundede af.

Jakob Buch-Jepsen fortsætter sin afhøring af Peter Madsen på næste retsmøde den 21. marts.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her