PET: Truslen fra højreekstremistisk terror er stigende i Danmark

Højreekstremister kan finde på at begå angreb mod blandt andre religiøse mindretal, asylcentre, flygtninge og migranter, vurderer efterretningstjenesten i ny rapport.

Artiklens øverste billede
Deltagere ved en demonstration mod islam afholdt af den højreekstreme organisation »Danish Defence League« i Mølleparken i Århus tilbage i 2012. Gruppen blev mødt af en moddemonstration afholdt af »Århus for mangfoldighed«, og det kom i den forbindelse til optøjer mellem politi og autonome. Arkivfoto: Magnus Holm

Truslen fra højreekstremistisk terror i Danmark er vokset, og på den yderste højrefløj findes der i dag personer, som er klar til at tage våben i brug for at fremme deres sag.

Det vurderer i hvert fald Politiets Efterretningstjenestes Center for Terroranalyse (CTA) i den seneste rapport om terrortruslen i og mod Danmark.

Den øgede trussel fra folk med højreekstreme sympatier á la norske Anders Behring Breivik opildnes ikke mindst af den ofte polariserende flygtninge- udlændingedebat, lyder vurderingen:

»Blandt personer med højreekstremistiske sympatier, er der et fortsat fokus på flygtningesituationen og indvandring generelt. CTA vurderer, at der særligt blandt personer med højreekstremistiske sympatier findes en øget kapacitet og/eller adgang til våben samt hensigt til voldsanvendelse, og at truslen fra personer med sympati for højreekstremisme er øget,« skriver CTA i analysen.

Centret vurderer, at den højreradikale trussel kan rette sig mod religiøse mindretal, asylcentre, flygtninge og migranter samt mod udvalgte politikere og »berørte myndigheder.«

I juni pløjede en mand i en varevogn eksempelvis en gruppe muslimer ned ved en moské i London, mens han ifølge øjenvidner råbte: Jeg vil dræbe alle muslimer.

Og i Sverige har der været adskillige brandattentater mod asylcentre og moskeer.

I Danmark er terrortruslen fra de politiske yderfløje dog stadig »begrænset«, understreger PET, men ikke desto mindre findes der personer, som er klar til at udgyde blod for den politiske sag, de tror på:

»I Danmark findes der venstre- og højreekstremistiske miljøer, som er parate til at anvende vold for at fremme deres dagsorden. CTA vurderer, at der i disse miljøer sker en påvirkning gennem radikaliserende propaganda på bl.a. sociale medier og gennem kontakt til grupper i udlandet,« skriver Center for Terroranalyse.

De bestemte grupperinger bliver ikke navngivet i analysen, men i 2014 kortlagde en SFI-rapport antidemokratiske og ekstremistiske grupper i Danmark. I det højreradikale miljø identificerede rapporten grupperne Danish Defence League, Danmarks Nationale Front, Dansk National Socialistisk Bevægelse (det nynazistiske DNSB), Right Wings, Stop Islamiseringen af Danmark og Folkebevægelsen Mod Indvandring.

Der findes også venstreekstremistiske miljøer i landet, som er parate til at anvende vold for at fremme deres dagsorden, men modsat højreekstremismen vurderer PET tilsyneladende ikke, at truslen fra disse fraktioner er stigende:

»Venstreekstremistisk vold kan være rettet mod politiske modstandere samt mod organisationer og virksomheder, som miljøerne tillægger symbolsk værdi. CTA vurderer, at aktioner fra højreekstremister kan føre til modreaktioner, i første række fra personer i det venstreekstremistiske miljø i Danmark,« hedder det i analysen.

I den førnævnte SFI-rapport fra 2014 bliver grupperne Antifascistisk Aktion, Antiracistisk Netværk, Libertære Socialister og REDOX kategoriseret som venstreradikale.

Så vidt Danmark og PET's vurderinger. Ude i Europa gik tendensen den modsatte vej forrige år. Ifølge Europols seneste årlige rapport om terrortrends i alle EU-landene tegnede venstreekstremister sig i 2016 for 27 fejlslagne, forhindrede eller udførte angreb − en skarp stigning fra 2015 − mens højreekstremister kun stod bag ét angreb (et brandattentat mod en moské i Holland). Jihadister stod bag 13 gennemførte eller forpurrede angreb på tværs af EU.

De venstreradikale og/eller anarkistiske angreb bestod primært af improviserede brandbomber eller mindre sprængladninger, fremhæver Europol i rapporten, som altså er et år bagud i forhold til PET's analyse. I Italien, hvor 16 af angrebene udsprang, gik terrorgrupperne efter mål med forbindelse til behandlingen af flygtninge og migranter, såsom udrejsecentre.

Langt den største trussel mod Danmark kommer fra militant islamisme, som også fylder klart mest i PET-analysen.

Overordnet vurderer PET, at terrortruslen mod Danmark fortsat er »alvorlig.« Det betyder, at der er personer med »intention om og kapacitet til« at begå terrorangreb. I radikaliserede islamistiske miljøer findes der personer med sympatier for terrorgruppen Islamisk Stat eller andre grupper, og den mest sandsynlige form for angreb er, at disse personer slår til »med simple midler og kort planlægning,« lyder analysen.

Opbakningen til IS i islamistiske miljøer i Danmark er dog »mindre udtalt end tidligere,« skriver PET uden at uddybe nærmere. Faldet er sket i takt med, at IS er blevet svækket i Irak og Syrien.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.