Hashhandler satte sig ind i politibil med over 1.000 joints - troede det var en taxa

Pusher Street rygtes at ligne sig selv, efter politiet ryddede alle boder torsdag.

Artiklens øverste billede
Manden satte sig ind i en helt almindelig patruljevogn med "politi" på siden og bad om et lift. Arkivfoto.

En hashhandler fra Christiania havde natten til torsdag tilsyneladende så travlt med at komme på juleferie, at han tog godt og grundigt fejl af situationen.

Med hele sit forråd af hash i favnen satte han sig bagsædet af en bil og bad om et lift med den klare formodning, at han havde placeret sig i en taxa.

Derfor blev han overrasket, da politibetjenten på forsædet drejede hovedet mod ham og sagde, at de nok hellere måtte tage sig en snak i stedet. Det fortæller Jesper Bangsgaard, vagtchef hos Københavns Politi, til Jyllands-Posten.

Der var tale om en helt almindelig patruljevogn, som befandt sig på stedet i en anden anledning. Der stod ganske vist "politi" på siden af vognen, men manden »var vist lidt tåget på tidspunktet,« fortæller vagtchefen.

»Han havde pakket hele sin hashbod sammen og sad med det hele i armene, så der var ikke så meget at være i tvivl om,« siger han.

På manden fandt man op mod 1.200 joints. Der var ikke grundlag for at varetægtsfængsle ham, men der vil nu blive udarbejdet et anklageskrift mod manden, der derfor formentlig kan se frem til en indkaldelse til retten.

»Strafferammen er forholdsvist høj med op til otte år for meget grove overtrædelser, men normalt er der ikke tradition for at nå op til de højeste straffe for så forholdsvist beskedne mængder,« siger Jesper Bangsgaard.

På Twitter har nogle af politiets følgere stillet spørgsmålstegn ved historien og argumenterer for, at man ikke kan åbne passagerdøren i en politibil som civil. Men det kan nu sagtens lagde sig gøre, bekræfter vagtchefen. Dog åbner bagdøren ikke indefra, når man først har sat sig på bagsædet.

Flere end 40 boder blev torsdag taget ned. Foto: Københavns Politi/Ritzau

Dagen før havde politiet beslaglagt yderligere 3,5 kg hash og fire våben, og 116 personer blev desuden sigtet for at besidde hash.

Rygterne lyder dog, at det allerede torsdag eftermiddag var svært at se, at politiet overhovedet havde været til stede, siger Jesper Bangsgaard. Når politiet vurderer, at tiden er moden, vil man gøre et nyt indryk, siger han.

Hvorfor overhovedet bruge ressourcer på det, når handlen tilsyneladende vender tilbage til normalen med det samme?

»Vi sender jo et signal til både christianitter og andre om, at vi tager det alvorligt, og at vi stadig gør en indsats for, at få nedbragt den åbenlyse hashhandel i gaderne.«

Andre læser

Mest læste

Del artiklen