Endnu en overlæge politianmeldes

Forskningsmidler: Rigshospitalet laver kovending og politianmelder endnu en overlæge for misbrug af forskningsmidler, før hospitalets egen undersøgelse af lægen og professoren er færdig. Det sker samtidig med nye afsløringer i dag.

Artiklens øverste billede
Foreløbig er fire overlæger fra hospitalets skandaleramte hjertecenter hjemsendt og politianmeldt som følge af Jyllands-Postens afsløringer af deres brug af forskningsmidler.

Rigshospitalet har politianmeldt endnu en overlæge for misbrug af forskningsmidler til private formål.

Dermed er foreløbig fire overlæger fra hospitalets skandaleramte hjertecenter hjemsendt og politianmeldt som følge af Jyllands-Postens afsløringer af deres brug af forskningsmidler.

Den seneste politianmeldelse gælder professor, overlæge, dr. med. Daniel Steinbrüchel. Den 61-årige kirurg blev hjemsendt torsdag i sidste uge efter Jyllands-Postens afsløring af, at han har brugt forskningsmidler, 70.000 kr., til at købe malerier, officielt til kontoret på Rigshospitalet, hvor de imidlertid ikke kom op at hænge. De blev i stedet leveret til hans private adresse i Nordsjælland.

Det kom også frem, at han havde købt Montana-reoler, et Piet Hein-bord og en lysekrone, som heller ikke kom op at hænge på kontoret, for forskningsmidler. Udgifter for i alt 200.000 kr.

Fagforeningskontingent

Nu kan Jyllands-Posten afsløre, at professoren derudover har brugt forskningsmidler til at betale for sit private medlemskab af fagforeningen, Lægeforeningen og Foreningen af Speciallæger. Dermed slap han for selv at betale 4.217,50 kr. svarende til to kvartalers kontingent i 2008. Fagforeningskontingenter er fradragsberettigede på selvangivelsen, så alt tyder på, at Steinbrüchel har høstet en dobbelt gevinst privatøkonomisk. Skat vil ikke udtale sig om sagen med henvisning til, at man har tavshedspligt.

Steinbrüchel har samtidig købt skærmbriller for i alt 27.970 kr. Bl.a. et sæt, der kostede 10.270 kr. og et andet sæt til 9.900 kr. Han købte tilsyneladende også et par solbriller til 3.300 kr., ligeledes i Amati Optik i det indre København, der på sin hjemmeside fortæller, at man er »specialister i optik og mode«, og at man sælger »brilleglas med stil, kant og personlighed«.

Den første af overlægerne, som blev politianmeldt i juni i fjor, og som Jyllands-Posten omtalte med navn i et stort antal artikler, indtil han i januar i år fik Københavns Byret til at nedlægge et navneforbud, er af politiet sigtet for – for forskningsmidler – bl.a. at have købt to par skærmbriller til i alt 18.526 kr.

Rigshospitalet er tavst

Steinbrüchel, som blev politianmeldt onsdag, har også handlet med sig selv. Ud over at være professor på Rigshospitalet ejer han to firmaer, bl.a. CCT-consult, og dette firma er to gange blevet betalt i alt 23.440 kr. af midler fra hans forskningskonto.

Om det er tilladt for en ansat at handle med sig selv, vil Rigshospitalets lægelige direktør, Jannik Hilsted, ikke udtale sig om. Han vil heller ikke svare på andre spørgsmål, herunder om det er i orden, at Steinbrüchel har brugt forskningsmidler til at betale sit fagforeningskontingent og til at købe designerbriller for beløb, som sprænger alle rammer i hospitalets skærmbrilleordning. Rigshospitalet skriver i en mail, at man ikke vil kommentere spørgsmålene, da sagen efterforskes af politiet.

Kovending

Da Jyllands-Posten onsdag i sidste uge præsenterede Jannik Hilsted for næste dags afsløring, spurgte avisen, om der er en politianmeldelse på vej mod Steinbrüchel.

»Det kan jeg ikke forholde mig til, før vi er færdig med undersøgelsen,« sagde Jannik Hilsted med henvisning til, at Rigshospitalet på daværende tidspunkt havde hjemsendt og politianmeldt foreløbig tre overlæger. Han sagde, at hospitalets egen undersøgelse med sikkerhed er færdig inden sommerferien.

De tre første overlæger

Jyllands-Posten har siden tirsdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Daniel Steinbrüchel.

Han er den anden professor, som hospitalet politianmelder. I december politianmeldte Rigshospitalet professor, overlæge, dr. med. Peter Clemmensen, en af landets mest profilerede og kendte hjertelæger, formand for Hjerteforeningen 2008-12 og med fremtrædende poster i det internationale kardiologiske selskab, for mandatsvig for 993.058 kr. Han har selv fortalt, at han har tilbagebetalt ca. en halv mio. kr. for 17 rejser til udlandet, hvor hans familie har været med for at holde ferie, f.eks. to ugers badeferie i Kenya i 2008.

De to andre overlæger er beskyttet af navneforbud. Den første hjertelæge, som blev politianmeldt i juni, kanaliserede 6 mio. kr. fra medicinalfirmaet MSD uden om Rigshospitalet og ind på sin egen private bankkonto og brugte forskningsmidler til køb af bl.a. møbler til privaten i whiskybæltet nord for København, fisketure til Norge, skærmbriller og en fødselsdagsfest for den ældste datter på restaurant.

Politianmeldelsen mod den tredje overlæge, som blev politianmeldt i december sammen med Peter Clemmensen, lyder på mandatsvig for 870.446 kr.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen