Fodbold: AB's hårde kamp i bunden

For tre år siden kom Michael Johansen hjem fra den engelske Premier League til AB for at spille på det, der blev kaldt superliga-historiens bedste midtbane. Nu er Michael Johansen og bunden alt, AB har tilbage inden søndagens hjemmekamp mod AaB.

Den saftige grønsvær solede sig under en skyfri himmel. På lægterne fyldte 28.416 tilskuere hvert eneste plastsæde. Det var den årlige Fair Play-dag.

Brøndby Stadion bød på topopgør mellem hjemmeholdet og de grønblusede gæster fra Gladsaxe i en kamp, der samtidig indviede den nyistandsatte arena til et trecifret millionbeløb.

Kulissen var skabt til sprudlerier. Leveret af ekvilibrister som Michael Johansen. Typer, der ikke bygger deres præstationer på lange udspark og damptromlefysik.

Alligevel vendte det hele til det værre søndag den 22. oktober 2000. Ikke blot for Michael Johansen, men for hele AB.

»En uretfærdig kamp,« husker fodboldspilleren med de få centimeter og det røde hår.

Alvorlige skader

Dommer Tonny K. Poulsen fløjtede kampen af med et noget misvisende 4-2-facit i favør for Vestegnens stolthed, men det var faktisk det mindste af det hele. For ud over at være blevet snydt for minimum det ene point, så røg den daværende landsholdsspiller ind i rigtige problemer.

Allan Ravns grimme eftertackling havde ikke blot givet Michael Johansen et rødt kort for at sparke ud efter Brøndby-bødlen. Det pådrog ham også den første i en serie af alvorlige skader.

Nu ventede operationsbordet, og efterårssæsonen lå i ruiner. Med knæet indpakket i skånende skinner kunne han fra tribunen i vindblæste Gladsaxe se sit hold glide nedad i tabellen og kandidere til først en midterplacering og siden hen en nedrykningsplads. Det samme hold, der ved sæsonstart var kåret som mesterskabskandidat efter indkøbet af ham selv og forsvarsklippen Steven Lustü.

Katastrofal økonomi

Samtidig begyndte medierne så småt at skrive om AB's katastrofale økonomi.

Klubben præsenterede et halvårsregnskab med et minus på 17,1 millioner kr. for juli-december 2000. Gennemsnitligt satte AB altså 95.000 kr. til om dagen. Spillersalg var derfor livsnødvendige, og i løbet af et svingende forår 2001 forlod landsholdskollegerne Brian Steen Nielsen og Jan Michaelsen holdet til fordel for henholdsvis svensk og græsk fodbold.

Dermed var "superligahistoriens bedste midtbane" i total opløsning, og Michael Johansen kunne ikke andet end at undre sig.

Den dengang 28-årige dribler var af egen drift taget hjem fra Bolton efter fire sæsoner i de to bedste engelske rækker for at spille Europa Cup-fodbold og kæmpe om medaljer. Nu stod han med en ringere økonomi og bristede sportslige illusioner. Hvor der spilles, der spildes:

»Jeg følte mig ikke snydt, men jeg blev ærlig talt overrasket over de mange millioner, der pludselig forsvandt. Jeg var jo blevet stillet et noget andet scenario i udsigt,« forklarer Michael Johansen.

Sportslig nedtur

Vi sidder over for hinanden på en fugtig træbænk med udsigt over AB's træningsanlæg i Bagsværd. Bagved skaber det brunrøde løvfald en usædvanlig smuk ramme om fodboldbanerne. Lyden af lettende jetmotorer over Flyvestation Værløse og benzinbrænderi på Motorvej 16 minder dog om, at idyllen er et fatamorgana.

Efter 11 runder udgør AB bunden i Superligaen med to sejre, en uafgjort og otte nederlag. Og den økonomisk trængte klub skal ikke gøre sig nogen forhåbninger om at løfte sig væk derfra foreløbig.

»Sportsligt har det aldrig været sværere,« erkender Michael Johansen, der ellers har været professionel i mere end 17 sæsoner.

Da vi over telefonen aftaler at mødes mellem onsdagens to træningspas, lyder han først lidt skeptisk. Ikke mindst ved planerne om, at han skal fotograferes i civil. Sådan lidt "hvad er din dagsorden egentlig for at ville portrættere netop MIG netop NU"-agtigt. Men så skifter Michael Johansen attitude. Hørbart endda:

»Hvad fanden, jeg er ved at være en gammel dreng, og hvis I gerne vil have mig i avisen, så gør vi det da bare hele vejen,« griner han.

Karrierens efterår

Gammel er måske så meget sagt, men med sine »31 år, 31 og et halvt faktisk« er der næppe mere end et par sæsoner eller tre tilbage i benene. Noget, Michael Johansen mest mærker om morgenen, når han står ud af den dobbeltseng, han deler med hustru Tina i Greve.

Her bor parret med sine seks-årige tvillingedøtre. Ligesom Michael og tvillingebroderen Martin, der ligeledes lever en stadig mere anonymiseret fodboldtilværelse i FC Nordjylland, er pigerne ægte rødhårede.

»Jeg er brugt, og når jeg går på pension, så vil jeg nyde at sove længe om søndagen,« siger Michael Johansen.

Dribleren ved, at han næppe skal forvente sig endnu en kanonkontrakt med en dansk eller udenlandsk klub, der kan indfri hans uopfyldte ambitioner.

Karrieren slutter med stor sandsynlighed i AB. Medmindre klubben altså fortsætter sin konkurs-kurs og på et tidspunkt må ned og vende i danmarksserien, så spillerne frigøres fra deres kontrakter.

Kritik af AB

Den slags tanker ligger det dog ikke til Michael Johansen at fylde hovedet med. Han er fortsat ansat af AB og satser stærkt på at genrejse holdet ved søndagens hjemmekamp mod AaB. Også selv om han indledte de to forløbne ugers superligapause med at lufte en logik, der lugtede lidt af kritik. Det tillod dribleren sig efter det femte nederlag i træk:

»Jeg står stadig ved de ting, jeg sagde. Man kan ikke sælge så mange stamspillere (fem, red.), som klubben gjorde i sommerpausen, og så forvente, at en flok ynglingespillere er parate til at tage over,« forklarer Michael Johansen.

Han understreger, at talentmassen i AB ikke fejler noget.

»Men det koster noget i forsvaret med nye uerfarne superligafolk. I Brøndby prøver man jo også nye ansigter af, men dér bygger de det støt op. Vi giver mål væk, som vi ikke får i den anden ende. Og vi er slet ikke skarpe nok foran mål,« vurderer midtbanespilleren.

JP Københavns udsendte konstaterer, at den engang så iltre dribler lyder som én, de unge i klubben kan læne sig lidt opad. En garvet ræv, der formår at holde sin situation ud fra kroppen i strakt arm. Om end den ikke måtte være verdens længste af slagsen, armen.

»Taler jeg sådan? Jamen, jeg har sgu også været med så længe, at jeg ved, hvad det går ud på. Ville det ikke være underligt andet?« siger Michael Johansen.

Den gamle klub

Der er faktisk kun et svar, han ikke har parat umiddelbart. Alligevel lyder det, som om dribleren af og til vender emnet med sig selv:

»Din gamle klub, FC København, viste også interesse for dig, da du ville hjem fra Bolton. Fortryder du, at det ikke blev der, du endte?«

»Skal jeg virkelig svare ærligt på det spørgsmål?«

»Det havde jeg en forestilling om ...«

»Selvfølgelig ærgrer det mig. Jeg var med til at gøre FCK til mestre i den første sæson. Holdet har vundet guld to gange siden og er med i Europa. Men AB viste sig altså at være mest interesserede, og de stod for god fodbold,« nuancerer Michael Johansen.

Sådan er det ikke rigtig længere. Men i morgen gælder det opgøret mod AaB og en ny dag. Hvis hullerne i forsvaret er blevet lappet i løbet af de seneste to ugers intense træningspas i Bagsværd, og benene vil med ud af sengen, ja, så er der stadig håb for AB og Michael Johansen. Måske bliver det søndagen, hvor det hele igen vender til det bedre.

jpk.sport@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen