Ritts boliger kan blive en gældsfælde
Forbrugerrådet, realkreditinstitutter og økonomer advarer mod køb af de billige boliger, som Ritt Bjerregaard vil opføre i København.
Køberne risikerer at ryge i en gældsfælde, skriver Politiken Søndag.
Det lyder særdeles fristende at købe en af de 5.000 boliger til cirka 5.000 kroner om måneden, som overborgmester Ritt Bjerregaard (S) vil opføre i København.
Men potentielle købere skal alligevel tænke sig grundigt om. For huslejen er sat kunstigt lavt, og på et tidspunkt kommer den rigtige regning. Og den kan vise sig at blive høj.
Sådan vurderer både Forbrugerrådet og en række økonomer indholdet af den plan om at bygge 5.000 billige boliger i København, som Ritt Bjerregaard (S) har gjort til sit mest centrale valgløfte.
Tanken bag de billige boliger er, at sygeplejersker, politifolk og andre med jævne indkomster skal have råd til at bo i København. Men for at holde huslejen nede på 5.000 kroner om måneden har den fond, der på vegne af kommunen skal opføre hovedparten af boligerne, lavet en finansieringsmodel, som aldrig før er set på boligmarkedet i Danmark.
Hensigten er at opføre både lejeboliger og andels- og ejerboliger. Som det ser ud nu, vil hovedparten blive andels- og ejerlejligheder. En del af betalingen for disse to boligformer vil blive gemt væk i pantebreve - der er en form for lån - som køberne, såfremt de bliver boende, ikke skal betale tilbage på de første ca. 20 år. Først derefter skal pantebrevene indfries sammen med de renter, der er løbet på igennem årene.
JP