Indsatsleder: Bare hug til dem
På lydoptagelse får betjente ordre til at uddele knippelsuppe ved klimatopmøde. Københavns Politi vil nu undersøge om optagelsen er autentisk.
Torsdag offentliggør DR's Pirat TV dokumentaren ”En klima-krimi”, som kan vise sig at være belastende materiale for Københavns Politi. Det skriver Politiken.
Under urolighederne ved klimatopmødet i København forrige år lød det over en politiradio, at betjentene for alt i verden skulle overtage kontrollen over en højtalerbil, som dirigerede demonstranterne foran Bella Center.
”Så vil jeg fanden rende mig se den stav der, så den bliver rødglødende, når vi skal op og have fat i den bil. Fuld skrue igennem det lort,” siger en indsatsleder til en gruppe menige betjente på lydoptagelsen.
Knipler til pressen
”Det lort” vil sige demonstranter og journalister.
”Jeg ved, der er fyldt med presse foran, men de er i en risikozone - det må de selv ta’. Så I hugger bare til dem. De er en del af det, hvis de står der,” siger indsatslederen.
Og senere lyder det i optagelsen.
”Så er det op i gear, og så skal der satan rendeme kæmpes igennem, du. Vi tager den bil. Det er vores bil,” lyder det over politiradioen.
Autentisk?
Københavns Politi skrev torsdag i en pressemeddelelse, at man har måttet takke nej til at deltage i Go´morgen Danmark, da det ikke var muligt at vurdere indholdet i god tid forinden programmet.
Der står endvidere, at lydoptagelse ”vil blive gennemlyttet og undersøgt for at give svar på, om der er tale om autentiske optagelser”.