Flere vil i folkeskole på Nørrebro

Flere års kamp mod den etnisk opdelte, "sort-hvide" skole på Nørrebro i København bærer nu frugt, skriver Berlingske Tidende torsdag.

Via en række initiativer, der er målrettet mod ressourcestærke danske familier, er det lykkedes Københavns Kommune at bryde et kedeligt mønster: Flere forældre sender nu deres børn i en af de lokale distriktsskoler, der er præget af børn med anden etnisk oprindelse i stedet for at lade dem begynde i privatskole.

Det viser nye tal for familiernes skolevalg for 0.-2. klasse.

38 procent af familierne valgte i skoleåret 2008/09 en lokal folkeskole mod 34 procent fire år tidligere. Privatskolernes andel er i samme periode faldet.

- Det er en meget positiv udvikling, og der er gjort en stor indsats for at få børnene i børnehaverne til at fortsætte op i folkeskolen sammen, siger undervisningsminister Bertel Haarder (V) til Berlingske Tidende.

- Der har typisk været en meget bedre blanding af børn i børnehaverne end i folkeskolerne, og derfor gælder det om at få børnehavebørnene til at følges ad, når de skal i børnehaveklasse. Det er lykkedes på Nørrebro. Det er flot, og det kunne man lære af andre steder, siger Bertel Haarder.

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen