Shopping, wellness og tøsefnidder

100 kroners rabat på en tarmskylning, gratis neglediagnose, smagsprøver på chutney og gode råd om appelsinhud.

De fristende tilbud vælter ned over gæsterne, så snart de træder ind i det tredimensionelle dameblad, som Forum er forvandlet til i anledning af ALT for Damernes årlige messe.

Og der er mange, som er blevet lokket af udsigten til fristelser. Kvinder i hobetal har kæmpet sig gennem søndagens sjap for at få lov til at svælge i essensen af det stereotype kvindeunivers: makeup, tøj, smykker, brugskunst, helse. Og mad.

»Detox dit liv.« »Rens ud.« »Kom og oplev vores wellnesslounge.« Opfordringerne vælter frem fra foldere, plakater og velplejede ansatte i uniformer fra Nivea, Garnier og Fitness.dk. Og på en af messens opstillede scener er der live makeuplægning med tilhørende kommentator.

Foundationspensel

»Maria er ved at lægge foundation på Ea med en pensel. Det er det, som vi kalder en foundationpensel,« lyder det fra scenen.

Et plaget udtryk farer gennem øjnene på en af de få mandlige gæster. Blikket søger mod damebladets udgang, men en insisterende kæreste holder ham fastlåst foran scenen. Han tilhører helt klart ikke den primære målgruppe.

Det gør Jette Andreasen derimod. Sammen med fire veninder indledte hun søndagen med brunch, og nu har de valgt at fortsætte festlighederne med en tøsetur i Forum.

»Primært kommer vi for at finde inspiration,« siger hun, mens en smykkedesigners varer ivrigt studeres og prøves.

Veninden Bettina Laursen er allerede efter et kort ophold i Forum skeptisk over for konceptet:

»Der er ikke forskel på det her og Magasin. Jeg savner nytænkning; noget, der kan inspirere mig. I bund og grund giver vi jo bare 100 kr. for at få lov til at shoppe,« siger hun med henvisning til billetprisen.

Nytænkning er tilsyneladende også, hvad Charlotte, som ikke ønsker sit efternavn i avisen, og hendes veninde har søgt. I hvert fald er de for et kort øjeblik forvandlet fra typisk danske blondiner til mørke skønheder med hjælp fra parykker i en hårfarvningsbod.

»Du skal helt klart ikke være sorthåret,« lyder den ene venindes dom over den anden, inden de haster videre ud blandt cremer, hårsprays og antirynkebehandlinger.

maria.lutzen@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen