Ungdomshus eller kaos

Tik tak. Tik tak. Tiden tæller ned til en rydning af Ungdomshuset.

Og der er brug for en hurtig indsats fra politisk side, hvis ikke situationen skal løbe ud af kontrol.

De unge og Københavns Kommune er enige om en videreførelse af Ungdomshuset i Stevnsgade Skole.

Men der er uenighed om finansieringen. Det politiske flertal vil sælge bygningen for 12 mio. kr., mens de unge af idealistiske årsager maksimalt vil betale én kr.

Vi står altså i en situation, hvor 12 mio. kr. afgør, om København skal miste sit ungdomshus, og hvor en rydning kan ende i voldsomme optøjer og måske alvorlige kvæstelser. Her mener Enhedslisten, at det politiske flertal må være pragmatisk og løsningsorienteret.

For vi står også i en situation, hvor kommunekassen bugner af penge. Helt præcist 1,29 mia. kr., som serviceloftet forhindrer os i at bruge på at forbedre den kommunale service.

Vi foreslår derfor, at kommunen overdrager det nye ungdomshus til fonden for et symbolsk beløb på én kr. Derefter kan vi tage de 12 mio. kr., der mangler til ombygning af handikapskolen, fra kommunekassen. Vi har råd til det.

Alternativet er kaos. Alternativet er, at København mister et kreativt fristed for unge, der insisterer på at gøre tingene på deres egen måde.

Og alternativet er hundredvis af forurettede unge. Det har vi ikke råd til.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen