Ordet på gaden

Stones Throw Records viser i aften de musikalske talenter frem på Stengade 30.

Vi havde aftalt at mødes i pladeforretningen Baryske i Larsbjørnsstræde, men ekspedienten må forklare de tomme lokaler med, at amerikanerne har forladt pladeforretningen og er drevet videre ned ad Pisserenden.

»Måske du kan fange dem foran Blackout på Studiestræde.«

Ganske rigtigt. Parkeret på fortovet mellem en lys træbænk og en sortlakeret bil nyder den gode håndfuld repræsentanter fra pladeselskabet Stones Throw Records tilsyneladende det eftermiddagstempererede København.

I morgen skal de spille på Stengade 30. Og hvad er mere naturligt end at tilbringe fritimerne i og omkring musikforretninger.

»Jeg kan bruge hele dage på at lede efter og lytte til plader,« fortæller producer og rapper Oh No med det borgerlige navn Mike Jackson.

Lyden fra fortiden

Den 27-årige musiker fra Oxnard i det østlige USA har været i miljøet omkring Stones Throw Records, siden pladeselskabet for 10 år siden blev stiftet af produceren Peanut Butter Wolf. For Oh No er det ægtheden og autenciteten, der adskiller pladeselskabet fra mange af konkurrenterne.

»Vi forsøger at skabe den ægte og originale hiphop, som den lød fra 1988-92. Det handler om at finde det obskure loop, som måske allerede er blevet brugt, og så behandle det på din egen måde,« forklarer den ranglede pladegraver fra sit leje under kasketten og de sorte solbriller.

Den musikalske opdragelse fik Oh No af sin far og onkel, der begge etablerede sig på funk- og jazzscenen i 70'erne. Og så selvfølgelig af sin storebror, Madlib, der i dag er lidt af et ikon i producerkredse.

Storebror har ikke taget smuttet over Atlanten. Det har til gengæld DJ Romes og Wildchild, som sammen med Madlib dannede gruppen Lootpack og nu breder sig på de københavnske fliser.

En funky sommerfugl

Lidt nede ad fortovet er Dudley Perkins begyndt at røre på sig. Ghettocrooneren med fipskægget, den grå bandana og hestehalen kan ikke helt ignorere elektromusikken, der siver op fra tøj- og skaterbutikken Alis bag ham. Små, abrupte dansetrin ledsager lovprisningerne af George Clintons små 30 år gamle rytmer.

»Der er ikke noget, der kan måle sig med den musik, onkel George lavede fra 1975-78,« garanterer han.

Selv lyder hans sammenkog af rap, tale og sang som alt andet end det, der kommer ud af radioen.

»I do music,« siger han, når man spørger ind til hans noget særegne stil.

»Min stemme er så kraftfuld, at den kan heale folks indre,« udbryder han og lyser op i begejstring, da en sommerfugl dukker op fra venstre og følger håndens bevægelse mod mit hjerte.

Så takker de af og sætter kurs mod Christiania.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.