Alger truer svømmeevent
Skal der lørdag for første gang i over 80 år være konkurrencesvømning i byens kanaler, skal vejrguderne blæse algerne bort.
Et grønt brudeslør af alger vugger på vandoverfladen. Visse steder i kanalerne kan opsniffes en stank af råddenskab. Den varme sommer har bragt de blågrønne alger til kanalerne, og dermed er lørdagens storstilede svømmeevent Christiansborg Rundt i fare.
For første gang siden 1920'erne er vandet i kanalerne rundt om Christiansborg ellers rent nok til en svømmetur.
»Den grønlige overflade i kanalerne er blågrønne alger. Lige nu er havnebadene lukket på grund af blågrønne alger. Så længe de er lukket, giver vi heller ikke tilladelse til svømning i kanalerne. Det skal blæse op i løbet af de kommende dage, hvis der skal svømmes,« siger kontorchef i Københavns Kommunes Miljøkontrol Lene Mårtensson.
Alt udsolgt
400 svømmere har tilmeldt sig Christiansborg Rundt, som Dansk Svømmeunion står bag sammen med 100 frivillige. Interessen for en svømmetur på 2.000 meter rundt om Folketinget er så stor, at interesserede har måttet afvises.
Klubchef Morten Kjær har også med bekymring kigget ned på kanalens vandoverflade. Sidste lørdag måtte Dansk Svømmeunion aflyse et havnemesterskab ved Fisketorvet, fordi algerne var blæst ned i det sydvestlige hjørne af havnen. Der var ikke meget at være i tvivl om. Det så for ulækkert ud til, at nogen havde lyst til en tur i bølgen blå-grøn. Men Morten Kjær er en mand med tiltro til vejrgudernes barmhjertighed.
»Vi forventer, at algemængden aftager kraftigt i det næste døgn. Men vi har grublet meget over situationen de seneste dage. Fortsætter det, så må vi udskyde Christiansborg Rundt,« siger Morten Kjær.
Startskud lyder kl. 9
Forsvinder algerne, er der startskud til Christiansborg Rundt lørdag kl. 9. Svømmerne sendes af sted i Frederiksholms Kanal, hvor kanalen løber ud i havnebassinet, forbi Den Sorte Diamant, langs havnefronten, under Knippelsbro, forbi Børsen, Højbro Plads og Gammel Strand med opløb i Frederiksholms Kanal.