Tivoli svigter
Nu har vi og vore venner gennem 15 år trofast besøgt den gamle have for at tage i Tivolis Vise Vers Hus for at se og opleve Dræsinebandens sommeroptræden på stedet.
Så f..... om ikke de lukker det. Sådan bare lige. Sig mig, har de unge, stupide eventmagere Danmark efterhånden er befængt med ikke andet at lave, end at fratage vi voksne mennesker glæder i livet??? Alt, alt,
alt er ungt, strømlinet, spydigt, ironisk og kultet. Form men uden nogen form for indhold. Vi græmmes over denne "tåbernes tåge", der er ved at hylle vort dejlige land ind. På Vise Vers Huset kan man høre begavet, underfundig og ægte folkelig underholdning. Underholdning for folk over 40 år. Jeg vil bede Tivolis bestyrelse om grundigt at tænke tingene igennem. Vær dog stolte af dette gamle hæderkronede visehus, og giv det en interiørmæssig opfriskning i stedet. Dræsinebanden, Povl Dissing m.fl. kan ses mange andre steder, javist, men intet overgår stemningen i et fyldt og veloplagt Vise Vers Hus.