Professor: Rene indvandrerklasser kan være en fordel
Adskillelse af børn kan gøre undervisningen bedre og gavne indlæringen.
Det er en myte, at danske og indvandrerbørn for enhver pris skal blandes, mener Anne Holmen, der er professor i tosprogethed ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
Hun peger i stedet på, at det kan være en fordel, at alle børnene i en klasse enten er danske eller indvandrere.
»Det er en misforståelse, at så længe der er danske børn i en klasse, vil indvandrerbørn klare sig godt. Det afgørende er at samle elever med samme forudsætninger, så man kan målrette undervisningen. Derfor kan det være en fordel med rene indvandrerklasser,« siger Anne Holmen. Hun mener ikke, man kan måle skolernes succes på, hvor mange danske børn man er i stand til at tiltrække.
»Man kan sagtens have en faglig god skole, der udelukkende har tosprogede elever. At der er danske børn på en skole, betyder noget for, om indvandrerbørnene lærer danske børnesange og så videre. Men det faglige niveau kan godt være højt uden danske børn.«
Forsøg i 1990'erne
Københavns Kommune gennemførte i 1990'erne forskellige forsøg, hvor man adskilte danske elever og elever med indvandrerbaggrund.
Bl.a. i form af modersmålsundervisning og særlige indskolingsklasser, hvor man samlede børn med indvandrerbaggrund.
Senest har kommunen ved hjælp af den såkaldte Københavnermodel forsøgt frivilligt at sprede tosprogede elever på flere forskellige skoler.
Anne Holmen peger på, at forskere fra udlandet jævnligt besøger bl.a. Frederikssundsvejens Skole for at lære, hvordan skolen underviser i rene indvandrerklasser.
Undervisning til lærerne
»Det er dog vigtigt, at skoler med mange indvandrerbørn prioriterer efteruddannelse til lærerne, så de er i stand til at undervise tosprogede elever, og det er selvfølgelig problematisk, hvis adskillelsen af danske børn og indvandrerbørn skaber et A-hold og et B-hold. Man skal adskille eleverne, fordi man mener, at man kan gøre undervisningen bedre, og ikke for at tækkes en del af de danske forældre,« siger Anne Holmen.