DR er medkombattant i krigen

Jeg er kommet på et sidespor, skriver han, idet »hoveparten af menneskeheden« tænker anderledes end Cain. Hvoraf man kun kan slutte, at Cain tænker meget forkert. Men ak, ingen er fuldkommen, som man siger, og det er også muligt, at Cain vil rette ind på længere sigt. Dog ikke sandsynligt.

Hvorfor dette had?

Hvad med min ærede modstander? Vil han han en dag forlade »hovedparten af menneskeheden« og slutte sig til Cain? Det er lige så usandsynligt. Men hvorfor reagerer en Ole Rughede, som han gør? Hvorfor dette uforsonlige had til Israel, som ifølge Rughede godt kan riskere at forsvinde, medmindre det retter ind på samme måde, som Cain burde? Se, det er det store spørgsmål, og mit svar - eller rettere sagt mit gæt - er følgende: Det drejer sig kort og godt om hjernevask, en hjernvask leveret på skatteydernes regning af Danmarks Radio. (Her kan man forestille sig lyden af Rughedes underkæbe mod sofabordet, men vi fortsætter).

Ensidig dækning

Folk, der skruer op for nyheder fra Danmarks Radio, har måske studset over, at seerne får rigeligt med billeder af rygende ruinhobe og skrigende ofre i Libanon, men ikke i Israel, hvor raketternes hærgen kun fylder ganske få sekunder og for det meste ganske uden billeder. Forholdet er ca. 20 til en. Dvs. der er 20 gange så megen fokussering på, hvad de onde israelere har gjort, end hvad deres stakkels ofre har bedrevet. Og tallet er konservativt sat. Forleden så man i nyhederne kl. 18.30 ca. fem minutter om libanesernes trængsler og ca. tre sekunder om israelernes. Hvorfor denne ensidighed? Danmarks Radios medarbejdere er ikke dumme. De ved, at Hizbollahs Katyusharaketter snart vil blive suppleret med iranske missiler, og at disse om føje år vil have atomare og muligvis biologiske sprængladninger. Hvad vil Danmarks Radio udgyde, når den dag kommer? Krokodilletårer over denne verdens ondskab, som Danmarks Radio selv er med til at skabe via en ensidig dækning af konflikten?

DR skaber had

Kan vor skattebetalte statsradiofoni virkelig ikke se dens egen hadskabende rolle? De snesevis af billeder med ulykkelige araberes lidelser (vi har aldrig set israelernes lidelser skildret på samme måde), der holder hadet til Israel i kog? Der bringes aldrig billeder af bannere fra muslimske demonstrationer med tekster som »Islam vil dominere«, »Ingen fredstraktakt gælder jødestaten« og »Forbered jer på den virkelige holocaust«. Disse billeder må vi ikke se, fordi det kunne skabe forståelse for Israel, og det er Danmarks Radio ikke interesseret i. Og hvad er så konsekvensen? Ved venstrefløjens demonstration forleden bar nogle demonstranter T-shirts, hvor der blev sat lighedstegn mellem davidsstjernen og det nazistiske hagekors.

Et land af dæmoner

En af talerne fortalte de fremmødte, at »jøder kun er interesseret i penge, magt og land«. Der blev også spillet en rapsang, der indeholdt ordene »satans yngel«. Her blev der åbent sagt, hvad Danmarks Radio kun siger mellem linierne, for dette »satans yngel« er kun den logiske konsekvens af en hetzkampagne, der fremstiller Israel som et land befolket af dæmoner. Dæmoner, der ødelægger andre, men ligesom vampyrer aldrig lider skader selv. Det er i hvert fald det billede, folk får i Danmarks Radios udsendelser. Her ser de aldrig skyggen af de mange tusinde lemlæstede og vansirede ofre for bombeterror i Israel. Mange af disse ofre er børn, der må se frem til en fremtid som blinde, nogle uden hænder og fødder, andre uden arme og ben, andre med læderede ansigter.

Bekender ikke kulør

Hvordan kan Danmarks Radio være bekendt at forholde læserne disse billeder? Svaret er meget enkelt: fordi Danmarks Radio er med i krigen på muslimernes side, og selv om propaganda ikke slår lige så hårdt som terrorbomber, er den med til at skabe dem. Danmarks Radio er med andre ord medkombattant. Men uden at bekende kulør. Man kan sige præcis det samme om Politiken, og eftersom det med stor sandsynlighed er herfra, at den gode Rughede har sine informationer, er det ikke så underligt, at han - i pavlovsk forstand - reagerer, som han gør. Og hvad kan man gøre ved det? Ikke ret meget er jeg bange for.