Tvangsmedicinering - en bitter pille

Det afgørende i debatten om ambulant tvangsmedicinering af psykisk syge mennesker er konsekvenserne. Der findes ikke et etisk princip, der kan feje diskussionen af bordet. Heller ikke retssikkerheden.

København har i sommerens løb været skueplads for to dramatiske drab, der begge involverede mennesker med alvorlige psykiske lidelser. I midten af juni skød politiet i selvforsvar en psykisk syg mand, der bevæbnet med kniv og trækølle gik amok og udviste truende adfærd i en 7-Eleven butik på Frederiksberg.

Kort tid efter blev en tilfældig fodgænger nær Nationalmuseet dræbt af en formodet skizofren mand, som dræbte sit offer med adskillige knivstik.

Men hvad kan vi (borgere, politikere og sundhedspersonale) gøre for at forhindre, at individer, der lider af svære psykiske lidelser, begår voldsom kriminalitet? En kriminalitet, som i første omgang skader ofrene og den svært psykisk syge person, der begår den kriminelle handling. Men som også skader de pårørende og indirekte de mange personer, der lider af psykiske lidelser, da det i det offentlige rum er svært at få et positivt indtryk af psykisk syge, når medierne primært vælger at berette om dem i situationer, hvor de optræder voldeligt.

Ambulant tvang

Et svar på dette spørgsmål, som i sommerens løb er blevet diskuteret intenst i Morgenavisen Jyllands-Posten og i Folketinget (i forbindelse med anden behandling af ændringsforslag til Psykiatriloven), er muligheden for at udøve ambulant tvang. Ambulant tvang betyder i denne sammenhæng, at overlægen på en psykiatrisk afdeling kan træffe beslutning om at tvangsmedicinere en person, uden at personen er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det kan f.eks. være en person, som ikke ønsker at tage den medicin, han har fået ordineret, hvor konsekvensen af dette fravalg er, at hans tilstand bliver dårligere. Medicineringen vil foregå ambulant på et psykiatrisk hospital, hvorefter patienten vil blive sendt hjem. Lene Kaspersen, viceborgmester i Lyngby-Tårbæk kommune, har i KØBENHAVN 6. juli givet to begrundelser for, at ambulant tvang over for personer, der lider af en svær psykisk sygdom, bør være legalt. For det første vil det give disse mennesker et bedre liv, da alternativet til et indgreb med tvangsmedicinering er tvangsindlæggelse. For det andet vil en tvangsmedicinering kunne forhindre, at en persons psykiske sygdom forværres på en sådan måde, at det kan føre til, at personen begår voldsom kriminalitet. Vi ønsker her at knytte et par kommentarer til nogle af de debattører, der i KØBENHAVN har haft svært ved at sluge Lene Kaspersens synspunkt. Som slutreplik vil vi komme med et forslag til, hvordan debatten kan fortsætte.

I en gråzone

Men før vi kommenterer debatten, ønsker vi kort at opstille nogle rammer i forbindelse med, hvor grænserne bør gå for brug af tvang i det danske sundhedsvæsen. Med hensyn til brugen af tvang over for psykiatriske patienter, er der to oplagte måder, hvorpå et sundhedsvæsen kan handle moralsk kritisabelt. Enten kan det udøve for meget tvang og f.eks. med tvang bæltefiksere alle individer med en psykisk sygdom, hvis de ikke følger overlægens anvisninger. Dette er selvfølgelig etisk uacceptabelt og vil minde om en måde at behandle psykisk syge på, som vi kun kender det fra uvidende samfund eller totalitære stater. Eller vi kan undlade at have lukkede afdelinger for psykisk syge, selv i de situationer hvor en tvangsindlæggelse kan forhindre alvorlig lidelse og død. Dette vil også være etisk uacceptabelt og vil minde om en inhuman stat, der er ligeglad med, om dens borgere lider. Så det er i gråzonen mellem disse to ekstremer, at en forsvarlig politik vedrørende tvang over for individer med psykiske lidelser bør ligge. Lad os som minimum acceptere, at tvangsbehandling af børn, demente og psykisk syge, i situationer hvor tvangen er nødvendig for at forbedre deres tilstand eller for at vi kan redde deres (og eventuelt andres) liv, principielt set er moralsk ønskværdig. Det vil være udtryk for omsorgssvigt, hvis vi lader mennesker, der mangler kompetence med hensyn til at vurdere, hvad der er godt for dem selv, sejle deres egen sø. Men hvordan skal vi forholde os til ambulant tvang?

Andre alternativer

Overlægerne ved Psykiatrisk Hospital i Århus, Poul Videbech og Jørgen Aagaard er imod en legalisering af ambulant tvang. I deres kronik i Jyllands-Posten den 7.juli begrunder de deres synspunkt med, at der eksisterer andre behandlingsalternativer, der er langt bedre for patienten. Et af de nævnte alternativer er metoden 'opsøgende psykoteam', som med succes (færre indlæggelser, mindre misbrug, bedre social kontakt for patienterne) er blevet afprøvet i Tønder. Et opsøgende psykoteam består af en sygeplejerske, en social- og sundhedshjælper, en socialrådgiver, en ergoterapeut, en sekretær, en jobkonsulent og en psykiater. Teamets opgaver er groft sagt at opsøge patienten i eget hjem, udarbejde en individuel handlingsplan og tilbyde et kriseberedskab der fungerer i alle af døgnets 24 timer. Et andet alternativ, som overlægerne nævner, er flere langvarige indlæggelser. Ved at indlægge en psykisk syg i længere tid end de typiske få dage, som er det normale for tvangsindlæggelser, har man har bedre mulighed for at finindstille medicinen og at uddanne den psykisk syge til at tage bedre hånd om sig selv.

Det politiske element

Når fagekspertisen på området ytrer sig, er der grund til at spidse ører. Det er af stor vigtighed, hvis der findes andre og bedre måder at hjælpe psykisk syge på. Men indvendingen illustrerer også det komplicerede i debatten. Hvis der fra politisk hånd ikke er ønske om at afsætte de midler, der skal til, for at en ordning med f.eks. opsøgende psykoteam kan fungere, eller hvis der nogle steder er praktiske forhindringer, kan det tænkes, at man trods alt er bedre stillet med at have mulighed for ambulant tvang. I den virkelige verden, hvor psykoteam ikke er tilgængelige for alle, og hvor psykiatriske sengepladser konstant bliver beskåret - aktuelt er et forslag om nedlæggelse af otte sengepladser på Amager Hospital til behandling - kan det være bedre at have mulighed for ambulant tvang end ikke at have denne mulighed. Der er dog også en klar risiko forbundet med denne pragmatiske attitude. Nemlig at tilladelsen af ambulant tvang kommer til at fungere som en politisk sovepude, der besværliggør vejen mod de mere optimale løsninger, som Videbech og Aagaard peger på.

Og retssikkerheden?

En anden central indvending mod legalisering af ambulant tvang bunder i en bekymring for, at psykisk syge ved en tvangsmedicinering ikke vil nyde godt at den samme retssikkerhed med hensyn til frihedsberøvelse, som individer, der ikke er psykisk syge, har. Birthe Skaarup, formand for Folketingets Sundhedsudvalg og folketingsmedlem for DF, har i KØBENHAVN 10. juli givet udtryk for denne bekymring. Vi tolker bekymringen på den måde, at Birthe Skaarup finder ambulant tvang etisk problematisk, fordi den er i modstrid med et lovfæstet etisk princip inden for patienters retsstilling. Princippet siger, at behandling af kompetente patienter i det danske sundhedsvæsen kun bør begynde, hvis patienten på et informeret grundlag giver sit samtykke til behandlingen. Lad os kort forklare, hvordan ambulant tvang kan være i modstrid med dette princip.

En kompetent person

Ambulant tvang kan komme i brug over for en psykisk syg person, der som følge af sin sygdom ikke kan eller ikke vil tage sin medicin. Når det gælder det principielle spørgsmål, om hvornår tvang er berettiget, er det svært at se nogen forskel på, om personen er indlagt eller ej - altså om tvangen foregår ambulant eller i forbindelse med en indlæggelse. Det afgørende er, om personen er kompetent, i den relevante forstand, eller ej. Forestil dig en person, der begynder at tager sin medicin, og som er fuldt kompetent, men som beslutter sig for ikke at fortsætte sit medicinforbrug (f.eks. hvis vedkommende ikke deler lægernes vurdering af, hvor længe en medicinering bør fortsætte). I et sådant tilfælde vil en tvangsmedicinering være i modstrid med kravet om informeret samtykke. Men at udøve ambulant tvang over for en person, der på grund af sit fravalg af medicin er blevet inkompetent, er ikke i modstrid med kravet om informeret samtykke.

I praksis

Hvis vi graver et spadestik dybere, rejser disse overvejelser nogle traditionelle teoretiske spørgsmål om, hvad vi forstår ved 'en kompetent person', 'informeret samtykke' og 'hvilken moralsk vægt' kravet om informeret samtykke bør tillægges. Vi ønsker dog ikke her at komme ind på mulige svar til disse interessante spørgsmål. Det er til gengæld, på et mere praktisk niveau, vigtigt at vide, hvordan en legalisering af ambulant tvang vil udmønte sig i praksis. Hvor ofte vil man f.eks stå over for situationer, hvor en kompetent person fravælger medicin? Og vil ambulant tvang først blive anvendt i tilfælde, hvor en person er blevet syg igen og dermed inkompetent, som følge af ikke at have taget sin medicin?

Se på konsekvenserne

De sidstnævnte spørgsmål illustrerer det, vi ser som en væsentlig mangel i den debat, der har været om ambulant tvang i KØBENHAVN, nemlig at de forventede konsekvenser af sådanne indgreb ikke har været velbelyste. I hvilket tilfælde er det, man forventer, at en sådan behandling vil blive aktuel? Hvordan skal den i praksis føres ud i livet? Og hvor velbegrundet er det at tro, at den slags tvangsmetoder vil være succesfulde? Naturligvis er det ikke altid let at besvare den slags spørgsmål, når man står over for nye lovforslag. Men der er dog erfaringer at trække på fra andre lande, f.eks. fra Norge hvor ambulant tvang er lovligt. Det kunne være interessant at vide, om patienter, pårørende og behandlere her er tilfredse med, at de har denne mulighed. Ud over personlige tilkendegivelser, mangler der henvisninger til relevante data i den førte debat. Efter vores mening er der ikke et etisk princip, der uafhængigt af konsekvenserne af tvangsmedicinering, kan afgøre debatten. Det er afgørende at få belyst konsekvenserne af ambulant tvangsmedicinering. Man skal aldrig sluge en pille eller et synspunkt, hvis man ikke kender indholdet, og hvad den forventede effekt er.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.