Københavns unge opgiver gymnasiet
Københavnske elever er langt dårligere til at gennemføre gymnasiet end deres jyske kammerater.
Kun godt halvdelen af de elever, der begynder på københavnske gymnasier som Metropolitanskolen og Vestre Borgerdyd Gymnasium, bliver studenter, mens jyske gymnasieelever er langt mere vedholdende.
Det fremgår af en rangliste over alle landets gymnasier, som Ugebrevet A4 har fået foretaget.
F.eks. gennemfører 93 pct. af de unge mennesker, som begynder i 1.g. på Fjerritslev Gymnasium, deres uddannelse. På Metropolitanskolen er tallet kun 53 pct.
Motiverede jyder
Lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet Gitte Ingerslev peger på, at jyske elever traditionelt er mere velovervejede i deres valg af ungdomsuddannelse.
»Det er to forskellige grupper af unge. Københavnske unge prøver sig frem, og for dem er det ikke noget specielt at gå på gymnasiet - eller at droppe ud. I Jylland er det stadig ikke er så almindeligt at gå i gymnasiet, derfor er valget ofte et resultat af grundige overvejelser, og derfor er denne gruppe af elever også mere motiverede for at gennemføre,« siger Gitte Ingerslev.
Regeringens målsætning er, at 95 pct. af en ungdomsårgang på sigt skal have en ungdomsuddannelse. Hans Lindemann, rektor på Metropolitanskolen, giver storbyen en del af skylden for, at forholdsvis mange af hans elever dropper ud, men han pointerer, at langt de fleste af de frafaldne elever ikke bliver arbejdsløse, men fortsætter på en anden uddannelse:
Et storbyfænomen
»Vi er et gymnasium midt i en storby, og hvis eleverne får lyst til at foretage sig noget andet, er der kun 1.800 meter til den nærmeste ungdomsuddannelse.«
Undersøgelsen bygger på oplysninger om, hvor mange elever, der gennemførte uddannelserne i perioden 2000-2004, og Hans Lindemann vurderer, at skolen siden har fået reduceret frafaldet.
Hanne Andersen fra Studievalg København og vejleder på netop Metropolitanskolen:
»De unge i København bliver hele tiden præsenteret for andre muligheder både i gadebilledet og via deres omgangskreds. De muligheder har man ikke i Vestjylland, hvor man måske skal flytte, hvis man skal tage en anden uddannelse, hvis man ikke gider gå i gymnasiet.«