Leder: Værdig pleje
EN RÆKKE af de københavnske plejehjem lider fortsat under svineri og dårlig pasning af de ældre. Det viser et ekstraordinært tilsyn, der kommer som følge af skandalen for et par måneder siden, da fjernsynet afslørede groteske forhold på plejehjemmet Fælledgården.
Denne gang er det dog ikke Fælledgården, men en række andre plejehjem, den er gal med, og det er heller ikke tonen over for de ældre, der er beskidt, men beboerne selv og de boliger, de bor i.
I SOMMERVARMEN er det ugentlige bad således blevet aflyst flere gange på plejehjemmet Stærebo, hvor flere beboere desuden har måttet blive liggende i sengen hele dagen. På Plejebo og Peder Lykke Centret klages der over, at boligerne, toiletterne og dagligstuerne i en række tilfælde ikke er blevet gjort rene.
Historien gentager sig altså, og situationen er lige så beskæmmende, som den hele tiden har været: uværdig og ulækker for de ældre. I forvejen må et ugentligt bad siges at være en særdeles beskeden ydelse, ikke mindst i sommervarmen, ligesom det er svært at forstå, at man som personale kan holde ud at stå model til, at ældre mennesker tvinges til at blive i sengene hele dagen, fordi personalet har for travlt.
Man spørger sig selv, om plejehjemslederne har råbt nok op, eller om de bare prøver at få tingene til at gå bedst muligt. Hvad med de pårørende? Hvor er deres stemmer i debatten? Eksempler fra De Gamles By, hvor pårørende bragte tingene frem i lyset, førte til forandringer og forbedringer.
Det ser ud til, at de hyppige, uanmeldte tilsyn kommer til at fortsætte i lang tid, indtil forholdene på de københavnske plejehjem er bragt i anstændig og menneskeværdig stand.
FOR overborgmester Ritt Bjerregaard ligner dette en sag, som hun bør tage til sig og sætte hele sin politiske vilje ind på at få bragt i orden. Hvad med at sætte de ældres ve og vel på hendes månedlige dagsorden, så der hurtigst muligt kunne komme et overordnet udspil og bud på løsning af problemet?
Engang var det vist sådan, at socialdemokraterne lovede tryg alderdom til alle. Det valgløfte trænger tydeligvis til at fornys i København - af socialdemokraterne såvel som alle de andre partier i Borgerrepræsentationen. En værdig, tryg - og ren alderdom.