Manden med militærtøjet

Vi undgår helst at sætte os ved siden af dem i bussen. Smøglugten i deres tøj er så ram, at vi holder vejret i supermarkedet, hvor de lægger deres elefantøl på rullebåndet. De værste af dem, frygter vi, pludselig går amok. De bedre af dem ignorerer vi, når de taler med sig selv på gaden.

I syv år har jeg betragtet de mærkelige mænd i bunden af det gamle arbejderkvarter Holmbladsgade på Amager. Gadens parallelverden består af distriktspsykiatriske patienter og alkoholikere. En uddøende gruppe jaget på flugt af stigende huspriser og værtshusene, der udskiftes med cafeer. Enkelte af særlingerne er så meget en del af gaden, at man først bemærker dem, når de ikke længere er der. Som Fabian med pivestemmen og manden med det røde hår, der drak så meget, at han stod op ad husmuren med urinen løbende ned ad sig. Hvem de er, og hvordan de er endt sådan, er en gåde.

Gadens gåder

En af gadens gåder er Kaare. Jeg mødte ham første gang under kommunalvalgkampen i 2001, hvor fem borgerrepræsentationspolitikere havde vovet sig ud i beboerforeningen Kulturcafeen i Holmbladsgades billige ende.

En ældre mand i armytøj og et stort hvidt skæg med gule striber ved munden afbrød den politiske debat med et højlydt:

»Religion ødelægger alt. Det er ligegyldigt, om man tror på Gud eller Allah!«

Ingen i lokalet var egentlig uenige med ham. Det havde bare uendeligt lidt at gøre med paneldebatten om en havnetunnel på Amager. Men når Kaare først havde taget ordet, var det umuligt at få igen.

Efter et kvarters redegørelse for Mellemøst-konflikten og nogle minutter om grønlændere, kom Phillip fra Iran lokalpolitikerne til hjælp med et »Hold nu kæft, Kaare!«. Med et overrasket blik satte Kaare sig ned. Han fingererede let forurettet ved ringeklokken på sin spadserestok.

»Velkommen til gaden - nu har du mødt Kaare!,« hviskede Phillip fra Iran til mig, mens debatten om havnetunnellen fortsatte sin uinteressante gang.

Om sommeren kom Kaare på gaden. Om vinteren gik der lang tid, før jeg så ham.

Gode historier

I hans gode perioder strømmede historierne, når man mødte ham på gaden. Til tider med en forståelig pointe. Religion optog ham. Han fortalte, at han var halvt jøde og halvt nordmand. Han var på palæstinensernes side. Med så meget indlevelse, at man til tider måtte træde et skridt tilbage, når han hævede stemmen og pegefingeren med den lange negl.

At sludre med Kaare tog tid. Nogle gange så meget tid, at man bevidst undgik ham. Ofte brokkede han sig over, at ingen ville skrive hans historier, hvortil jeg sædvanligvis svarede, at de var totalt usammenhængende, og så gik snakken.

Aldrig om familie - tidligere jobs eller et liv, der ikke handlede om gaden.

Foredrag saboteret

Flere bemærkede ham. Nabo-Mirja husker stadig, da Kaare saboterede et foredrag om New Zealand i Kulturcafeen. Efter fem minutter havde han fået nok af den nervøse og uorganiserede foredragsholder, der vævede rundt i, om der var 500.000 får eller 50 mio. får på New Zealand. Kaare tilranede sig opmærksomheden med en insisterende redegørelse af forholdet mellem eskimoer og maorier, som foredragsholderen kvækkende forsøgte at afbryde.

Den døde mand

Som regel glemte jeg ham, indtil jeg så ham igen. Sidst var i sommeren 2005. Vi vinkede bare til hinanden. Jeg orkede ikke snak. Derefter glemte jeg alt om Kaare. Indtil politiet fandt en død mand i Tjørnerækken to gader væk. Tre måneder havde han ligget i sin lejlighed, uden nogen havde savnet ham. Først da hans læge undrede sig over, at medicinrecepterne ikke blev brugt, blev der kigget ind ad brevsprækken til lejligheden, hvor katten var sultet ihjel efter ejerens død. En mand blev anholdt og sigtet for drabet på Tjørnerækkemanden.

Kaare er forsvundet

Det var præcis der, at det slog mig, at jeg ikke havde set Kaare længe.

Jeg kender ikke Kaare. Som alle de andre i Holmbladsgade har jeg ingen andel i hans liv. Alligevel blev jeg lettet, da jeg i B.T. fandt navnet på den dræbte mand i Tjørnerækken. Det var ikke Kaare.

Det er nu sommer igen. Kaare har endnu ikke vist sig i gaden. Hvor hver syvende afdøde i København bliver fundet af fremmede, forlader kun halvt så mange provinsborgere livet uden at være omgivet af deres nærmeste, siger triste statistikker.

Hvorfor egentlig hilse på hinanden i seks år uden at vide noget rigtigt om hinanden. Når Kaare tilsyneladende ikke kan komme på gaden, vil jeg komme til Kaare.

Følg forsøget på at finde Kaare de kommende dage.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.