Stadig snavs på plejehjem
Ekstraordinær kontrol på plejehjem afdækker fortsat dårlig rengøring.
Ekstraordinære tilsyn afdækker fortsat beskidte plejehjem i Københavns Kommune.
Det viser kontrolrapporter fra uanmeldte tilsyn, der blev iværksat på baggrund af offentlig kritik af ældreplejen efter et tv-indslag om Fælledgården.
På Peder Lykke Centret fandt tilsynet tre boliger, der trængte til rengøring. Der var »lugtgener og fedtede gulve«. To dagligstuer bar »præg af manglende rengøring og oprydning«.
Overordnet konkluderes det, at plejehjemmet skal sikre »tilstrækkelig rengøring«.
Om Sølund Plejeboliger konstaterer tilsynet, at en beboers hjem er utilstrækkeligt rengjort.
»Badeværelset fremtræder rodet og beskidt (...) Toiletkummen er snavset,« står der i tilsynsrapporten, der også påpeger, at mange kørestole og rolatorer virkede snavsede.
Mere opmærksomhed
På plejehjemmet Stærebo var en elevator »snavset og ildelugtende«. Samtidig anbefales udskiftning af beboernes toiletter:
»De fleste toiletter har gule rande, hvilket vanskeliggør den daglige rengøring.«
Tilsynsrunden viser, at man er begyndt at tage pjejehjemsbeboernes forhold mere alvorligt, påpeger formand for de københavnske ældreråd, Frank Hansen.
»Tilsynet er blevet mere opmærksom på situationen, og medarbejderne er blevet bedre til at fortælle om problemer. Vi opfordrer Københavns Kommune til at gå ud og undersøge hele systemet,« siger Frank Hansen.
Sundhedsborgmester Mogens Lønborg (K) oplyser, at de ekstraordinære tilsyn blev sat ind for netop at stramme op.
»Der blev lavet en liste over plejehjem, hvor der kunne tænkes at være noget, der ikke er, som det skal være. Jeg glæder mig ikke over, at noget ikke er, som det burde være. Men jeg glæder mig over, at tingene kommer frem. For at forbedre forholdene skal de mindre gode ting frem i dagens lys,« siger Lønborg.
Han forsikrer, at rapporterne skal bruges til at få rettet forholdene op inden kommende tilsyn.
»Nu vil vi holde skarpt øje,« siger sundhedsborgmesteren.