Leder: Teater og politik
I DISSE DAGE mødes nordiske teaterfolk for at diskutere teatrets situation. Særlig vægt lægges der på det politiske teaters muligheder.
Forrige gang det politiske teater huserede i København, var for godt 30 år siden. Dengang blev alle de forsimplede og frelste meninger luftet i en form, der havde meget lidt med godt teater at gøre. Ud over at udførelsen som oftest var teatermæssigt dilettantisk, var der nemlig heller ikke noget at tænke over, noget at forholde sig til eller diskutere. Verden var ond, magthaverne grusomme og arbejderne det eneste saliggørende. Det var firkantet meningsteater for de få og de frelste.
I DAG ER det politiske teater som oftest langt mere nuanceret og derfor også langt mere interessant. Samtidig er kvaliteten hævet gevaldigt, så vægten ligger ligeligt på det politiske og det teatermæssige. Tag blot forestillingerne på Nørrebros Teater, "Spindoctor" og "Let's Kick Ass", hvor danske politikere og dansk politik fik et intelligent svirp med satirepisken, så der både var noget til grinet og eftertanken.
På den baggrund fremstår det unægtelig noget pubertært, når det lille Mungo Park Teater i Allerød melder ud, at de har brugt deres velfortjente Reumertpris-penge på en plakat, der opfordrer George Bush, Pia Kjærsgaard og Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, til at holde kæft. Ja, det står der på plakaterne, med en Mungo Park-etiket klistret hen over munden på de tre. Angiveligt kommer plakaten som følge af diskussionen om ytringsfriheden og selvcensur efter Muhammed-tegningerne. »Vi vil gerne skabe en samtale,« lyder det samtidig fra Mungo Parks ledelse, hvorefter man må konkludere, at i hvert fald disse tre personer åbenbart ikke skal deltage i denne samtale.
FOLKENE i Allerød er unge og entusiastiske, og derfor kan man blot smile af initiativet. Samme velmenende entusiasme viser de i deres politisk engagerede forestillinger, der let risikerer at ende i den firkantede forudsigelighed, der plagede det for længst hedengangne Fiolteater. Skal Mungo Park-folkene derfor udvikle sig rent teatermæssigt og samtidig formå at tiltrække andre tilskuere end en trofast lille menighed, vil det være klogt at tage bestik af Fiolteatrets og de andre frelste 1970'er-teatres skæbne.