Infrarødt våben mod graffiti
DSB har gode resultater med infrarød overvågning i bekæmpelsen af graffitimalere, der nu bruger både malerruller og stiger over for DSB' s togvogne.
Graffitimalere skal i fremtiden være smidige eller snedige som en hel Olsen-banden, hvis de skal undgå at blive nappet på DSB's banelegemer.
Det seneste år har DSB på flere hemmeligholdte steder i landet afprøvet overvågning af togvogne med infrarøde sensorer. Bryder en graffitimaler den for øjet usynlige lyskegle, sætter det en lydløs alarm i gang. Alarmen har indtil videre lydt hos et tilknyttet vagtselskab, og de foreløbige resultater er gode, oplyser graffitisagsbehandler Hans-Henrik Thomsen fra DSB, der årligt bruger mio. af kr. på graffitiafrensning og lakreperationer af togvogne.
»Det er dyr teknologi, men vi har allerede nu givet graffitimalere nogle alvorlige overraskelser og er i gang med at evaluere resultaterne. Jeg er ganske sikker på, at det ender med, at alle de områder, hvor DSB henstiller tog, vil blive dækket af infrarøde sensorer,« siger Hans-Henrik Thomsen.
Bøder bremser ikke graffiti
Der er faldet både lange fængselsdomme og sekscifrede erstatningskrav over for graffitimalere, men det afskrækker ikke den hårde kerne af graffitimalere, som DSB løseligt anslår består af ca. 20 - 25 personer.
»Ofte er det jo pænere folks børn. Vi fornemmer, at de er fuldstændig ligeglade med erstatningskravene, som de alligevel ikke har tænkt sig at betale. Det er en livsstil, og det kræver en stor holdningsændring,« lyder vurderingen fra Københavns Politi, afd. A, der behandler graffitisager.
Også Hans-Henrik Thomsen oplever, at de samme graffitimalere dukker op igen og igen. Eksempelvis er hovedpersoner i to sager blevet dømt igen for nyt graffitihærværk.
»Groft sagt er det kun den tid, de sidder i spjældet, de ikke maler. Som jeg ser det, kan kun endnu længere fængselsstraffe bremse de mest forhærdede af dem,« siger han.
Ny graffititendens
De infrarøde sensorer er ét blandt flere elektroniske modtræk i forsøget på at bremse graffitien, der også udvikler sig. Senest har DSB to gange fået 'helmalet' et tog. I de tilfælde skifter graffitimalerne spraydåsen ud med malerruller og stiger.
»Det kan ikke blive farligt nok eller stort nok,« siger Hans-Henrik Thomsen.