Kansas-komikeren

Da Johannes Nielsen blev arbejdsløs som 57-årig, besluttede han at blive stand-up komiker.

Johannes lå og tænkte:

»Hvad skal jeg lave?«

Han havde god tid. Men også en evindelig hovedpine, der var skyld i, at han som 57-årig var holdt op med at arbejde.

»Jeg fik en masse ideer og tænkte, at jeg ville prøve det skøreste først,« konkluderede han.

Konturerne af en ny tilværelse tonede frem.

Som tidligere hjemmehjælper og pædagog med en indremissionsk opvækst på Fyn og en omtumlet problemfyldt tilværelse gennem mere end 40 år var Johannes nok så langt fra prototypen på stand-up komik, man kunne forestille sig.

Men hans drøm var netop at optræde og stå på en scene. Som komiker. Med andre ord lå Johannes derhjemme på briksen og besluttede sig for fortælle historier og hjemmelavede vittigheder for snuden af et publikum. Han ville holde komiske foredrag. Sætte alt på et bræt.

»Jeg følte, at skulle jeg nogensinde tage en rigtig stor chance i mit liv, skulle det være nu,« fortæller han i dag fem år senere over en kop kaffe på Kultorvet.

Forehavendet kom bestemt ikke godt fra start. Efter at have øvet sig hjemme i lejligheden på Nørrebro, følte Johannes sig en dag klar og gik ned til en af byens stand-up scener, hvor der var åbent hus.

Det kunne næppe været gået værre. Publikum sagde ikke en lyd.

»Var der kommet en fremmed ind, ville han have troet, at der var deklareret ti minutters stilhed, og at jeg stod og forstyrrede,« fortæller han.

Siden gik det bedre.

En god stemning

Johannes' nye liv som gøgler og komiker kom langsomt på skinner.

Han stillede sig op på gaden med et skilt, som kæresten havde lavet, hvor han tilbød at gætte folks vægt og alder. Rammer han plet inden for plus-minus to kilo eller to år, skal publikum give ham en ti'er. Er gaættet seks kilo eller år ved siden af, går ti'eren den anden vej.

»Det med vægten er relativt let. Men alderen er vanvittig svært. Heldigvis er jeg god til begge dele. Jeg ville nok vinde DM, hvis der var et,« siger han.

Men det er også et show. Han føler selv, at han står ubeskyttet og åben. At få gimmick'et til at fungere kræver en del timing og menneskekendskab.

»Ellers bliver det plat. Det er vigtigt, at stemningen er god. Til tider går folk forbi mig med en overbærende mine og tænker 'den stakkel', men pludselig stopper en, så to, og så kan der stå 50 mennesker og klappe,« fortæller han.

Johannes Nielsen voksede op under krigen i Blommenslyst på Fyn som yngste i en søskendeflok på otte. Familien var stærkt religiøs. To af brødrene blev senere præster og en søster missionær i udlandet. Johannes brød mønstret. Det var ikke uden omkostninger.

»Mine forældre havde svært ved at acceptere, at jeg ikke ville være med til en indre-missionsk tilværelse. I mange år var vores forhold konfliktfyldt. Nu da vores forældre er døde, kommer vi søskende fint ud af det sammen,« fortæller han, der dog også som nu 62-årig er flittig kirkegænger i folkekirken, hvor han sågar har været inviteret som gæsteprædikant flere gange.

»Jeg var nok familiens rebel eller ligefrem det sorte får. Som 20-årig tog jeg til København i en brandert, og jeg har været her siden,« siger han.

Føler sig accepteret

Johannes Nielsen har fået to børn, men er aldrig blevet gift. Han lever alene, men har en kæreste, Lotte, gennem fem år.

»Min tilværelse har ikke altid været let. På et tidspunkt forsøgte jeg at starte en klub for ensomme, men det gik forfærdeligt dårligt. Ret hurtigt blev vi 35 medlemmer,« siger han med et skævt grin.

I dag turnerer Johannes Nielsen med tre forskellige shows, historiefortælling, stand-up og gøgl, der annonceres via Arte. De seneste år er det blevet til snesevis af optrædender. Selv om der blev grint meget af ham af de forkerte grunde i begyndelsen, føler han sig i dag accepteret af sine stand-up kolleger. Også selv om fleste er 30 år yngre.

»Min alder gør det selvfølgelig ikke lettere. Men jeg bliver godt behandlet i miljøet, og de er også begydt at inviterere mig til deres fester,« siger han.

»De har endda givet mig et navn. Kansas-komikeren. Fordi jeg altid optræder i Kansas-skjorte. Og jeg må indrømme, at det svinger lidt bedre end Johannes.«

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.