Københavns børn går i selvejende institutioner
København følger ikke lands-tendensen. 251 ud af 536 daginstitutioner er selvejede.
Mens de selvejende daginstitutioner udgør blot 22 pct. af daginstitutionerne på landsplan, ligger tallet på knap 47 pct. i Københavns Kommune. Tallet har ikke ændret sig nævneværdigt de sidste fem år, og ventes heller ikke at gøre det i den umiddelbare fremtid.
»Der har grundlæggende altid været en fifty-fifty-fordeling mellem daginstitutionstyperne i kommunen,« siger fuldmægtig i børne- og ungdomsforvaltningen Malene Stampe.
Direktør for Frie Børnehaver Svend Erik Christiansen fremhæver da også Københavns Kommune som et positivt eksempel.
Et godt eksempel
»Vi må sige, at Københavns Kommune isoleret set er meget dygtig til at behandle de selvejende institutioner på en ordentlig måde. Mange af de nye kommuner kunne med fordel efterligne København, som har indset, at den er for stor en kommune til, at den kan administrere så små enheder,« mener direktøren
Ifølge medlem af børne- og ungdomsudvalget Jette Bergenholz Bautrup (S) skyldes de mange selvejende institutioner bl.a., at kommunen har sat en høj ens standard på området.
»Hvis en institution kører godt, og den følger kommunens kvalitetsstand, skelner vi ikke mellem, om det er en kommunal eller selvejende, vi vil lige så vel støtte den ene som den anden. Det vigtigste er, at forældrene er tilfredse, og børnene får et godt dagligliv,« lyder det fra Jette Bergenholz Bautrup, der derudover peger på et godt samarbejde og pengene-følger-barnet-politikken som en af årsagerne til, at de selvejende klarer sig godt.
Lidt malurt
Generalsekretær i Menighedernes Daginstitutioner Charlotte Biil tilslutter sig de rosende toner, men har dog visse kritikpunkter:
»Jeg undrer mig over, at man har sat vores administrationsbidrag ned fra 2,3 til 2,1 pct. af institutionsbudgettet. Derudover burde kommunen tænke lidt mere langsigtet, når den bygger nye kommunale daginstitutioner. Jeg kan være bekymret for, at de selvejende daginstitutioner ender i utidssvarende lokaler og må lukke, hvis ikke man også tilbyder nogle af de nye lokaler til dem,« siger hun.