Mimrekort
Jeg skrev i sidste måned i KØBENHAVN om pensionistkortet, i folkemunde kaldet mimrekortet, der om morgenen og om eftermiddagen kun kan bruges i busser og Metro.
Sædvanen tro kom der ikke noget svar i avisen fra DSB. Derfor har jeg foranlediget, at Ældre Sagen direkte har spurgt DSB om årsagen til det besynderlige forhold.
DSB's svar til Ældre Sagen har været (hold Dem nu fast), at det vil blive for dyrt at lade de ældre med pensionistkort køre med S-toget også om morgenen og om eftermiddagen. Jamen det er jo absurd: Så længe de ældre med pensionistkort ikke må køre med DSB på de pågældende tidspunkter, holder de sig naturligvis i videst muligt udstrækning borte fra S-toget om morgenen og om eftermiddagen. Det må være logisk, også for en DSB-direktør.
DSB sparer intet ved at håndhæve den diskriminerende ordning. Ophæv den hurtigst muligt, og lad os køre med S-toget hele dagen med vort kort, der i øvrigt ikke er gratis.