Gået under jorden i varmen
KØBENHAVN besøger nogle af byens mere specielle arbejdspladser. I dag handler det om at arbejde under jordens overflade.
34 grader, og klokken var kun lidt i 10.
På hede sommerdage som i går kan ens krop føles som en skraldepose med fisketerrin, der står i solen. Organismen kommer i ubalance. Man vil bare ligge i vand.
Eller gå under jorden.
På Strandlodsvej på Amager foregår sommeren 10-15 m under jordens overflade. Der bygges Metro i det, der må være byens dybeste arbejdsplads.
Sidste skinne blev lagt i går til Metroens med spænding imødesete Fase 3. Der er nu forbindelse til Lufthavnen.
Det er bare dejligt
Når der om godt et år tillige er sat strøm til, vil titusinder af passagerer dagligt benytte de fem nye stationer for enden af ruten fra Vanløse: Øresund, Amager Strand, 5-øren, Kastrup og Lufthavnen stationer.
Allerede på vej ned ad ståltrappen fra den støvede grusplads føles friskheden. Lyset bliver elektrisk. Hedebølgen glemmes. Kraftige luftstrømme vælter ud gennem røret fra dybet ved Lergravsparken Station.
I tunnelen bygger tømrer Gunnar Legaard forskalling til betonfundamentet under skinnerne. Fra før sommeren for alvor satte ind, har han gået i tolvtimers skift under jorden.
»Det er bare dejligt. For mig er det perfekt at være på afstand af den værste varme,« siger han.
Gunnar Legaard var også med til byggeriet af de første Metro-strækninger for nogle år tilbage. Hans vagter går fra kl. 06-18. Han bor i Holbæk. Der er halvanden times kørsel hver vej. Hjemme ringer vækkeuret kl. 04, for at han kan nå frem.
»Det bliver en vane. Jeg sover fem timer og står meget tidligt op. Sådan har jeg gjort i 35 år,« siger han.
Gunnar Legaard smiler. Han ligner virkelig en, der mener det, når han kalder det svalende tunnelarbejde »dejligt«.
Projektleder Jimmy Jørgensen peger på de massive betonvægge under jorden. 2,5 m tyk og 10 m høj mur måtte brydes ned, da udvidelsen gik i gang.
»I næste uge bliver alle de nylagte skinner svejset sammen. Så kan der køres på hele strækningen,« siger han.
Skinnerne svejses sammen, ved at der skæres et ca. fire cm bredt stykke af dem, hvor de mødes. I mellemrummet lægges et pulver, der antændes. Dermed brænder skinneenderne sammen.
Lidt sommer
Projektlederen beder om at trække til siden. En ladvogn mosles forbi med værktøj, møjsommeligt skubbet af en arbejder på bedste gammeldags manér.
Også elektriker Karsten Vigholt holder sommer i tunnelrøret 11-15 m under overfladen.
»Lidt sommer bliver det da til for mig, når jeg har fri. Men det er klart, jeg ikke bliver byens mest solbrændte fyr,« siger han.
Naturligvis dybsindigt.