Stadioner lever ikke op til kravene

Jo højere oppe i rækkerne fodboldklubberne spiller, jo skrappere bliver kravene til stadionerne.

Faldefærdige. Det er de måske ikke, men flere stadioner i Københavnsområdet lever ikke op til DBU's krav for afvikling af superligafodbold samt kampe i 1. og 2. division. Østerbro Stadion, Køge Stadion og Sundby Idrætspark er blandt de stadioner, hvor hjemmebaneholdene skal søge DBU om dispensation for at få lov til at spille. Det er banens størrelse på Østerbro, antallet af tilskuerpladser i Køge og manglende lysanlæg på Amager, der er blandt de mangler, DBU har påpeget.

For strenge krav

»Jeg synes, kravene er for strenge, hvis der ikke følger penge med,« siger John Sørensen, direktør i Fremad Amager, der har hjemmebane i Sundby Idrætspark.

»Vi kan p.t. spille i Sundby Idrætspark på dispensation, men hvis vi rykker op i den bedste række, er det slut.«

Kravene til stadionforhold er endnu en tak mere skærpede i Superligaen, og selv om Fremad Amager i dag spiller i 1. division, er det ambitionen at få et hold med i den bedste række, men det kræver en større modernisering af Sundby Idrætspark - eller et helt nyt stadion.

»Vi mangler virkelig faciliteter. Det er ikke kun lysanlæg, der er et problem. Tilskuerpladserne, toiletterne, banen uden varme og omklædningsrummene trænger også. Derudover er det ydermere svært at tiltrække sponsorer, for der er eksempelvis ingen VIP-lounge på stadionet,« forklarer direktøren og fortsætter:

»Vi ønsker selvfølgelig forbedringer her og nu, men det er da bedst med langsigtede løsninger. Derfor foreslår jeg, at man i Ørestad bygger et stadion, som flere københavnerklubber kan få gavn af. Og så vil stadionet også kunne bruges i forbindelse med et eventuelt OL i København.«

På nuværende tidspunkt er Fremad Amager nødsaget til at flytte kampe, der spilles, når det er mørkt, eller såkaldte højrisikokampe, til andre godkendte stadioner.

Poul-Erik Høyer, direktør i BK Skjold, som har hjemmebane på Østerbro Stadion, krydser også fingre for de langsigtede løsninger.

»Vi forventer en helhedsplan for, hvordan man vil udvikle sportsfaciliteterne i hele København. Lappeløsningerne kan ikke blive ved med at gå, og det er uholdbart med dispensationer. Hvad angår Østerbro Stadion, så er det svært at gøre banen større pga. løbebanen ude omkring,« siger Skjold-direktøren, der vil lade det være op til DBU og Københavns Kommune at afgøre, hvad der skal ske. Og de to parter har en dialog i gang.

Prioritering nødvendig

I budgettet for kommunens kultur- og fritidsudvalg er der afsat godt 80 mio. kr. i år til »genoprettende vedligehold af idrætsanlæg«. Men divisionsklubberne kan ikke forvente særbehandling.

»Vi er ved at udarbejde en langsigtet plan for de københavnske stadioner for at finde ud af, hvad vi vil prioritere. Hvad angår Østerbro Stadion, så gør vi intet, før planerne om en hal derude er faldet på plads,« siger fritidschef i kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune Mads Kamp Hansen.

Stadion i Ørestad

Hvad angår et nybygget stadion i Ørestad, er Mads Kamp Hansen ikke afvisende. Der er dog nogle komplikationer, ved at kommunen går ind i sådan et projekt.

»Der er faktisk afsat plads til at bygge et stadion på størrelse med Parken ude i Ørestad Syd, men det er en rimelig kompliceret sag for os. Det kan kun lade sig gøre at bygge et superligastadion, hvis vi lejer det ud på markedsvilkår.

Udover det, er der lige investeringen. Vi kan jo ikke bare lige finde 200 mio. kr. til at bygge et sådant stadion. Det kræver private investorer,« siger fritidschefen.

Nationalt problem

Det er ikke kun klubber i København, der har problemer med at leve op til DBU's krav til divisionsfodbold. Stadion i Thisted og Brabrand, for bare at nævne et par stykker, er også kommet i skammekrogen hos DBU. Hos unionen er man dog klar over, at kravene kan være lidt urealistiske.

»Det er også derfor, vi giver de dispensationer, vi gør,« siger Allan Kofoed fra DBU's stadionudvalg.

»Vi har udarbejdet listen, og kravene er selvfølgelig størst til superligaklubberne,« siger Allan Kofoed med henvisning til, at klubberne på den måde også er advaret, i tilfælde af at de rykker op i den bedste række.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.