Jazz over al forventning
Forrygende vejr har været med til at få årets Københavns Jazzfestival til at overgå alle forventninger. Lørdag byder på et gensyn med Svend Asmussen Quartet.
Selv om de endelige tal endnu ikke er gjort op, ser Copenhagen Jazz Festivals festivalleder Signe Lopdrup på regnskabets time med stor fortrøstning. Det smukke sommervejr har trukket endnu flere tilskuere til koncerterne i fri luft, end man har kalkuleret med, og til koncerterne med entre har der været udsolgt til trods for et meget stort forsalg.
Når festivalen slutter søndag, har der været flere end 900 koncerter og flere end 250.000 tilskuere. Tallet er meget usikkert, men dog ikke grebet helt ud af luften. Det baserer sig på en opgørelse fra 2004, da man nåede op 240.000. »Men dengang var det regnvejr,« siger Signe Lopdrup.
Det er ikke nok
Men det er ikke nok til at finansiere en festival med den høje standard af danske og udenlandske kunstnere, siger festivalleder Signe Lopdrup. Man er afhængig af sponsorer og støttekroner. Ud over hvad salg af programmer og merchandise indbringer, får festivalen 1,8 mio. kr. fra private sponsorer med Nordea Danmarks-Fondet som den største yder. Dertil kommer 2,2 mio. kr. i offentlige tilskud fra bl.a. Københavns Kommune.
Festivalens to sidste dage har et program, der slutter med maner.
Nostalgisk gensyn
Lørdagens store nostalgiske gensyn bliver med Svend Asmussen Quartet i Tivolis Glassal kl. 19.30. Svend Asmussen blev født den 28. februar i 1916, og i 1933 debuterede han med egen jazzkvartet. Han har optrådt med førende internationale jazznavne som Django Reinhardt, The Mills Brothers og Fats Waller. Efter Besættelsen fik Asmussen stor succes med sin kvintet og senere med Ulrik Neumann og Alice Babs i trioen Swe-Danes. I slutningen af 1960'erne vendte Asmussen tilbage til den rene jazz, og i 1974 blev han kåret som Årets Jazzmusiker. I 1993 dannede han den kvartet, som spiller i Glassalen i aften.