Mærkværdig civiliseret dag i København

Engang i min ungdom arbejdede jeg en periode i Vejle hos manufakturhandler I. C. Sørensen. Han var ikke noget behageligt bekendtskab; men det er en helt anden historie.

Hver morgen tog jeg bussen de 13 kilometer ind til byen fra Hedensted, hvor jeg boede hos noget familie. Vi sad vel en halv snes stykker og døsede på vores faste pladser med den første morgensmøg. En søvnig, men behagelig rumlen kun afbrudt af et stop i ny og næ for at tage én op, der pludselig dukkede frem af mørket. Al samtale er dæmpet, fortrolig, lidt sladder, kærestesorger, ballet i forsamlingshuset i lørdags med dans, druk og efterfølgende slagsmål, radioforhandlerens sidste erobring, den nyeste film henne i biografen - og den slags uforpligtende småsnak.

Det var "Svends Rutebiler", der stod for transporten, ofte med ham selv bag rattet.

Forsigtig banken

Således også den morgen, jeg havde sovet over mig og blev vækket ved en forsigtig banken på mit kældervindue. Det var Svend, der holdt med sin rutebil udenfor og ikke kunne forstå, hvor jeg blev af; og så ventede alle ellers pænt på, at jeg kom i tøjet og fik børstet tænder, før turen kunne fortsætte til Vejle. I dag er det heldigvis sjældent, at jeg er nødt til at køre med bus. Jeg foretrækker så vidt muligt den tohjulede; men det var netop mødet forleden med en stresset buschauffør, der knaldede døren i for næsen af mig og lod mig stå tilbage i regnen, der bragte omtalte hændelse frem i erindringen.

I 1956 var stress nemlig slet ikke opfundet endnu. Nå, men i hvert fald kom jeg en dag som sædvanligt cyklende ad Godthåbsvej på vej til motionscentret i Aksel Møllers Have. Tesdorpfsvej, der normalt kun kan krydses med livet som indsats, var denne morgen usædvanligt fremkommelig. Køen af højresvingende biler ind på Godthåbsvej var som altid lang; men man holdt pænt tilbage, både for gult og rødt.

Mærkværdigt civiliseret

Foran Louis Petersens Børnegård, hvor ungerne i reglen i største hast bliver trukket ud af bilerne og svævende frit i luften hevet over cykelstien for endelig at blive kylet ind ad døren til institutionen, stod forældrene nu i småklynger og sludrede hyggeligt med hinanden, mens børnene i fred og ro legede på fortovet. Også trafikken på Nordre Fasanvej, hvor der drønes lige så meget over for rødt som for grønt, var mærkværdigt civiliseret. Selv taxichaufførerne stolede åbenbart på, at kollegerne overholdt færdselsreglerne.

Jeg betragtede med forundring og forsigtig optimisme mine medtrafikanter. Kunne det virkelig igen blive en fornøjelse at bevæge sig af sted for egen pedalkraft, befriet for den latente angst for at blive kørt ned eller ramt af en bildør, kun opfyldt af glæde over selve cykelturen.

Afdæmpet atmosfære

Forandringen var også ganske mærkbar, da jeg trådte ind i svømmehallens foyer. Stemningen var afslappet, og personalet gav sig god tid til at tage venligt imod gæsterne. I motionscentret på 2. sal hvilede der en behagelig, afdæmpet atmosfære over hele foretagendet med tid og overskud til både at hyggesnakke og passe sin træning. Og jeg gjorde nu en ny opdagelse, idet det gik op for mig, at jeg heller ikke - hverken hér eller på turen derhen - havde set eller hørt så meget som en eneste mobiltelefon. Det var, som om al den sædvanlige effektivitet, tempo og stress pludselig var afløst af en ro og koncentration om nuet. Miraklet var tilsyneladende sket, den farligste og mest udbredte af alle vores livstilssygdomme var omsider blevet bekæmpet, stress-genet isoleret og udryddet.

Med pivåbne sanser

Jeg følte mig med ét så tindrende glad og taknemmelig over også at have fået denne oplevelse med.

Alle mine sanser stod pivåbne, og på vejen over til cykel stativet efter endt træning indsugede jeg begærligt livet i den nye verden omkring mig i store, berusende åndedrag. Der lød hvinende bremser og et arrigt bilhorn.

En ung mand rullede rasende vinduet ned og gav mig både fingeren og en general-skideballe: »Så bliv dog for helvede i din seng, din gamle idiot, i stedet for at gå og snorksove midt ude på gaden!«.

Det var en brat opvågnen, og med ét var alt igen ved det gamle, livet tordnede videre om ørene på mig, boblen var bristet - men det var skønt, sålænge det varede. For tænk nu, hvis ...

Jeg må være døset lidt hen på motionscyklen, og medens jeg flovt cyklede videre, sendte jeg Svend og hans rutebil en vemodig tanke.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.