K raser over ældrepjece

Københavns Kommunes nye pjece "Bedre Hjemmepleje" møder voldsom kritik.

Pjecen, der orienterer om nye tilbud i hjemmeplejen og kommunens nye senior-telefonlinie, er nemlig ledsaget af et følgebrev stilet personligt til hver af de 60.000 ældre modtagere. "Det skal være trygt og sikkert at få hjælp", og "der skal ikke være tvivl om, at ældre københavnere kan få den hjælp, de har brug for - og krav på", lyder det bl.a.

Brevet er underskrevet af overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S), sundhedsborgmester Peter Martinussen (S), næstformand i sundheds- og omsorgsudvalget Bente Møller (EL) samt fem repræsentanter for de faglige organisationer og ældreråd, der har været med til at lave pjecen.

»Brevet er helt uacceptabelt, og det er en tosset og meget dårligt måde at føre valgkamp på for de københavnske skatteyderes penge. Jeg kan kun se, at det er blevet sendt ud med valget for øje,« siger Kurt Ljungbeck, hvis 89-årige morbror forleden modtog brevet.

De konservatives socialpolitiske ordfører i Folketinget, Pia Christmas-Møller, mener, at der udelukkende er tale om et socialdemokratisk PR-stunt i valgkampens slutspurt, og at brevet bør få konsekvenser.

Pia Christmas-Møller vil efter valget bede de nyvalgte konservative medlemmer af Borgerrepræsentationen i København følge op på sagen og finde ud af, hvem der har besluttet at sende følgebrevet med pjecen.

»Vi har i årevis set, hvordan Socialdemokratiet har budgetteret med aflysninger i hjemmeplejen og misrøgt ældreområdet på en måde, som vi fornylig så fører til dødsfald. Så det er godt nok groft, at man sender sådan et brev ud og beder om et fornyet mandat og oveni købet bruger borgernes penge på det,« siger hun.

»Det er misbrug af offentlige midler og et rent valgkamps-initiativ fra Socialdemokratiet i et forsøg på at lave en feberredning,« siger hun.

Udvalg ikke orienteret

I sundhedsforvaltningen vurderes den firefarvede pjece at have kostet godt 50.000 kr. at få lavet, mens det har kostet 300.000 kr. at sende den ud.

Venstres gruppeformand i Borgerrepræsentationen, Martin Geertsen, har som medlem af sundheds- og omsorgsudvalget selv været med til at træffe beslutningen om, at pjecen skulle laves.

Men ikke følgebrevet.

»Det er frækt at vedlægge et følgebrev. Vi er aldrig blevet orienteret om det i udvalget, og overborgmesteren har overhovedet intet med sundhedsområdet at gøre. Så hvorfor skriver han under,« siger Martin Geertsen, der vil rejse spørgsmålet om følgebrevet på det næste udvalgsmøde.

Jette Bergenholz Bautrup (S), der også sidder i udvalget, er lige så overrasket.

»Jeg er ikke bekendt med, at der er blevet sendt et følgebrev ud sammen med pjecen om hjemmepleje,« siger hun.

Fra overborgmesterens kontor meddeles det, at Jens Kramer Mikkelsen kun har skrevet under på det famøse brev, fordi han har deltaget i den arbejdsgruppe, der har lavet informations-pjecen til de ældre.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra hverken Jens Kramer Mikkelsen selv, sundhedsborgmester Peter Martinussen eller Bente Møller.

asger.westh@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen