Annonce
København

DF-borgmester: Omdan mødested for Nørrebros unge til læsesal

Folkets Hus er blevet en kastebold mellem politiske partier, mener bestyrelsesformand for fonden bag kulturhuset, Knud Foldschack.

Folkets Hus har ligget på Stengade 50 på Nørrebro siden 1971 og har lagt lokaler til alt fra politiske til gastronomiske aktiviteter for lokale unge. Foto: Peter Hove Olesen

Ud med unge aktivister og ind med borde, læselamper og flittige studerende.

Sådan forestiller kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) sig, at 2. sal i Folkets Hus på Nørrebro i fremtiden skal se ud.

Torsdag eftermiddag går han til møde i Kultur- og Fritidsudvalget, hvor Borgerrepræsentationen skal drøfte, hvorvidt kulturhuset skal få lov at overleve i sin nuværende form, eller om der skal findes »nye løsninger«, som borgmesteren forklarer.

Bygningsstyrelsen: Christiania har svært ved at overholde aftale

Efter en to-årig periode med tilskud fra Københavns Kommune har Fonden for de Åbne Rum, der driver kulturhuset, nemlig bedt om endnu en bevilling fra kommunen - denne gang på to millioner per år i en fireårig periode. Og det er langt fra i orden, mener borgmesteren:

»Da jeg for to år siden var med til at lave aftalen med Fonden for De Åbne Rum og få personale ind i huset, der sagde de til mig, at det ville tage to år at få styr på huset, og derfor skulle de have den her to-årige bevilling. Så var det meningen, at de frivillige skulle fortsætte driften igen, som det har været hidtil, men det, som jeg kan konstatere to et halvt år efter er, at nu ønsker fonden åbenbart en fire-årig bevilling,« siger han.

I mere end 40 år har Folkets Hus fungeret som et selvstyrende kulturhus drevet af frivillige, der gennem årene har brugt stedet til alt fra poltiske til gastronomiske aktiviteter. I 2014 måtte Københavns Kommune dog gribe ind, da husets frivillige oplevede en række banderelaterede problemer. Hash, våben og rygmærker skabte uro i huset, og som en løsning ansatte kommunen personale, der for en to-årig periode skulle hjælpe med at drive stedet.

Politiet anholdt demonstranter på Nørrebro

Men det mener Carl Christian Ebbesen dog langt fra er lykkedes:

»Vi ser, at husets 2. sal ikke fungerer. Der har længe været en problematik med hårde bande- og indvandrergrupperinger, som prøver at sætte sig på huset. Tidligere overtog de hele huset, men nu har de samlet sig på 2. sal. Det fungerer så længe, der er personale tilstede, som kan holde øje med, at der ikke foregår noget ulovligt,« siger han og tilføjer, at det derfor vil være mere fornuftigt, at omdanne 2. sal til en læsesal, hvor »unge studerende kan komme og lave lektier«.

Men dén udlægning kunne bestyrelsesformand for Fonden for de Åbne Rum Knud Foldschack næsten ikke være mere uenig i. Ifølge ham er en læsesal i Folkets Hus en nogenlunde ligeså god idé som at »lave porcelænsmaling i en bokseklub«.

»Projektet, som vi satte os for i 2014, er lykkedes, forstået på den måde, at det er blevet et borgerhus, som bruges af folk i nærområdet og erhvervslivet. Det er blevet en succes, som har fået ros af både politiet og erhvervslivet. Derfor er det fornuftigt, at videreudvikle projektet. Derfor har vi søgt pengene,« siger han og påpeger, at der aldrig har været så fredeligt i Folkets Park, som der er i øjeblikket.

Københavns Kommune til Distortion: Vælg mellem os og Uber

Årsagen til borgmesterens udmelding er, at Folkets Hus er blevet en »politisk kastebold«, forklarer Knud Foldschack:

»Der er tale om en politisk konstellation i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, som jo afstedkommer, at sådan nogle projekter som det her bliver kastebold mellem røde og blå partier. Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at det er en borgmester fra Dansk Folkeparti, som udtaler sig kritisk over for projektet. Fordi man som politiker skal have nogle stemmer, så kan man tale et projekt ned eller op, alt efter hvordan man fornemmer at stemmeudviklingen er,« siger han.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her