København

Skoleleder slår kontra: Jøder ER velkomne

Skoleleder Lise Egholm siger nu, at problemet med chikane af jødiske elever på Rådmandsgades Skole er stoppet.

Skoleleder Lise Egholm siger til Jyllands-Posten, at hun i interviewet med P4 København talte om nogle problemer, som man havde for fire år siden. Arkivfoto: Stine Bidstrup

Det var et problem for fire år siden, men det er det ikke længere.

Det fortæller skoleleder Lise Egholm fra Rådmandsgades Skole om en historie, der ellers har fyldt godt i mediedebatten mandag aften og i løbet af tirsdagen.

"Kedelige episoder"

Lise Egholm fortalte mandag eftermiddag til Radiokanalen P4 København, at jødiske forældre får at vide, at det kan give problemer at sætte børn med jødiske aner i Rådmandsgades Skole, der er en skole på Nørrebro med mange tosprogede elever.

»Vi har haft nogle kedelige episoder, som gør, at jeg har været nødt til at sige til nogle forældre, at det kan blive svært at have jødiske børn i det her område, fordi der er rigtig mange palæstinensere,« sagde hun ifølge P4, ligesom hun udtalte, at oplysning var vejen frem.

»For det kan ikke være rigtigt, at man i 2013 ikke kan gå på en skole på Nørrebro, fordi man har en jødisk baggrund. Det er jo helt hen i hegnet,« fortsatte hun overfor P4 København.

"En fis i en hornlygte"

Men nu siger hun til Jyllands-Posten, at hun i virkeligheden talte om nogle problemer, som man havde for fire år siden.

»Jeg orker ikke at snakke mere om det, for det er en fis i en hornlygte,« siger hun over mobiltelefonen.

Lise Egholm siger, at det hele begyndte med en artikel af Weekendavisens journalist Martin Krasnik i december 2012:

»Det, jeg snakkede med Martin Krasnik om, var de gamle historier, og det er slet ikke sådan mere, men det er blevet kørt fuldstændigt op.«

Kan jeg skrive, at nu vil du ikke give det råd længere?

»Ja. Jeg vil give det råd, at de kan sagtens komme her, og det vil jeg også sige til den bekymrede mor, som det hele har handlet om. Hun havde læst den søde Martin Krasniks artikel, og så blev hun bekymret, og så sagde jeg: Du skal ikke være bekymret. Og så kom jeg til at sige dét til en dame fra P4, og så kørte det helt af sporet,« siger Lise Egholm til Jyllands-Posten.

En anden type elever

»Nu er jeg blevet interviewet af to tv-kanaler, og der har jeg prøvet at forklare det, og nu orker jeg ikke mere.«

Men altså: Jødiske forældre får ikke længere det råd, som de fik for fire år siden?

»Nej, det gør de ikke. Og jeg har jødiske børn, og det har jeg i øvrigt haft gennem alle årene. Der har været nogle problemer, og det er der ikke mere,« siger Egholm, der forklarer, at dialog og en anden type elever har løst problemet.

»Vi har fået en anden elevsammensætning. Der er kommet flere danske børn, og vi har fået en anden balance. Og vi har fået en rigtig, rigtig god dialog med alle vores forældre – også vores palæstinensiske familier – så vi har ikke denne konfronterende kurs længere.«

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Campingtendenser 2018: Vi skal lære at sige glamping
Eksperten Anne-Vibeke Isaksen fortæller om aktuelle campingtendenser og viser vej til nogle af de mest specielle og spændende campingpladser, det er værd at besøge i Danmark og Europa i 2018. 
Se flere
Fyld din bolig med stærke Wi-Fi-signaler
Måske skal du have en Mesh-router – i hvert fald hvis du har en stor bolig. Router-typen er det nye, hotte inden for trådløse netværk. Her hjælper vi dig med at sikre Wi-Fi ud i den fjerneste krog. 
Se flere
Fyld din bolig med stærke Wi-Fi-signaler
Måske skal du have en Mesh-router – i hvert fald hvis du har en stor bolig. Router-typen er det nye, hotte inden for trådløse netværk. Her hjælper vi dig med at sikre Wi-Fi ud i den fjerneste krog. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her