Irmas rullende skriftestol

Om dagen kører den 67-årige Irma Torres taxi i København. Om natten gemmer hun kundernes fortællinger i sin bog. Men den vildeste historie er dog hendes egen.

Det er eftermiddag i den københavnske trafik. Døren til Irma Torres' taxi går op. En 50-årig kvinde sætter sig ind på passagersædet. Irma Torres kan se, at kvinden er ked af det.

»Har du været ude at shoppe?« spørger Irma hende forsigtigt for at indbyde til en samtale.

»Nej,« svarer kvinden. »Jeg skulle bare ud og have noget frisk luft.«

Hun har været inden døre i en hel uge og sørget over sit barnebarn, en lille pige på fem og en halv måned. Pigen, der var født med hjertefejl, er netop død. Den sørgende kvinde har selv en efternøler på ti år. Hans klassekammerater har deltaget i hendes søns sorg ved at skrive deres tanker ned på et stykke papir. Især et vers har gjort indtryk på kvinden, der midt i myldretidstrafikken citerer verset for den lyttende taxichauffør.

»Hun var rund, hun var blød, hun var sød, og nu er hun død,« siger hun. Det er smukt i sin enkelhed, bliver chaufføren og kunden enige om.

Den rullende skriftestol

67-årige Irma Torres er et særsyn i det københavnske taximiljø. Hun er kvinde. Hun var 64 år, da hun fik sit taxikørekort, og hun samler på historier.

Historierne, kunderne deler med hende, mens de opholder sig i hendes rullende skriftestol.

Irma Torres møder de stressede, de forelskede, de glade, de vrede og de sørgende. Som regel lytter hun bare. Hun har mødt den enlige mor, der grædende fortalte om sine tvangsfjernede børn for siden at stikke af fra regningen og moone på cykelstien ved Nørreport.

Hun har mødt skotten, der føler sig nødsaget til at give flotte drikkepenge, fordi han frygter folks fordomme om nærige skotter. Hun har afleveret kærlighedsbuketter fra forelskede bejlere til den udkårne, lyttet til politikere og narkomaner og fået inspiration af den 90-årige kvinde, der holder sig ung ved at arbejde fire dage om ugen for Frelsens hær.

Det er ikke historier, der ryster verden. Det er historier fra dagligdagen, og alle ender de i Irma Torres hjerne og senere på papiret i hendes sorte ringbind. Og selv om Irma Torres ofte nøjes med at lytte, så fortæller hun også gerne sin egen historie. Hvis nogen spørger taxichaufføren.

Irma Torres egen historie handler om flugt, om indespærring og en lang rejse. Den historie får kunderne sjældent at høre. Den er længere end de fleste taxiture.

Flugten fra Tyskland

Irma Torres er født i Tyskland i 1938. Hendes forældre døde, da hun var ganske lille. Da verdenskrigens bomber faldt over Düsseldorf, besluttede mormoren at rejse med de to søstre til et familiemedlem i Polen.

»Vi levede langt fra alfarvej i et lille hus i skoven og levede af, hvad vi samlede i skoven. En gang imellem fik vi kød fra bekendte, men en dag var det stille og rolige liv forbi. Russerne kom,« fortæller Irma Torres.

I begyndelsen af 1945 stormede de russiske tropper ind over Pommern og Østpreussen. Midt om natten måtte familien med russerne i hælene flygte tilbage mod Tyskland. På vejen blev familien splittet ad. Irma Torres, hendes søster og kusine samt Irmas to mostre blev væk fra mormoren, der passede en af mostrenes børn. Der var ikke tid til at lede i menneskemængden af flygtende polakker og tyskere. Mostrene og de tre børn måtte drage af sted uden at se sig tilbage.

»Hver aften tog vi ned til havnen Gotenhafen for at finde en båd, der ville tage os med bort. Vi frygtede at ende i russisk fangenskab. En aften kom vi ombord på skibet Potsdam,« fortæller Irma Torres. I tre dage krydsede skibet Østersøen til Danmark under beskydning af russiske ubåde.

Krigsfange i Danmark

Den 28. marts på Dronning Ingrids fødselsdag kom båden i frihavn. Og den splittede familie kom under beskyttelse af den tyske besættelsesmagt. Familien blev placeret i et lille hotelværelse i Maribo, men det ændrede sig den 5. Maj 1945, da Danmark blev befriet. De tyske flygtninge var med ét blevet krigsfanger. I to år var Irma Torres og resten af hendes familie interneret i Hasselø Baraklejr på Falster. Det var hårde tider uden ret meget mad. En del af flygtningebørnene døde, fordi de i forvejen var medtaget efter deres flugt. De to hårde år har Irma Torres beskrevet i erindringsbogen "Lykken er en halv lagkage" sammen med forfatteren Christina E. Gadiel. Først i 1946 måtte de internerede skrive til deres familie i Tyskland.

»Vi var lykkelige, da vi fik brev om, at mormor levede, og at min ene mosters to børn var hos hende. I slutningen af januar 1947 blev vi sejlet tilbage til Tyskland med isbrydere. Vi kom tilbage til et bombet land, men vi var lykkelige,« fortæller Irma Torres.

Arrangeret ægteskab

I Tyskland voksede Irma op hos sin mormor. Men mormoren følte ikke, at hun kunne magte de to teenagepiger. Som tyveårig blev Irmas søster gravid uden for ægteskab. Mormoren tog en kontant beslutning. Hun bortgiftede Irma til en mand i København. 17 år gammel landede hun tilbage i Danmark. I armene på en mand, der var dobbelt så gammel som hun. Hun uddannede sig til fotograf og levede i et kærlighedsløst ægteskab i 19 år, indtil hun mødte den spanske fotograf Carlos Torres. Efter et års betænkningstid efterlod hun et brev til den daværende ægtemand på køkkenbordet med ordene: »Jeg kommer ikke hjem mere.«

Det nye liv

I 30 år har ægteparret Torres nu levet sammen i Herlev. Et liv, hvor pengene i perioder har været små, men historierne mange. De har udlevet projekter, som de brændte for. Eksempelvis en gennemfotografering af Trekroner Fort, der var en synkende jungle af en ruin, før renoveringen. I otte dage levede ægteparret på det forladte fort og tog billeder, indtil narkogangstere, der havde fortet som deres hemmelige handelssted, jog dem på flugt. Tiden gik med jobs i Miljøministeriet og fotografering af danske kulturklenodier.

Men hvad gør en historiefortæller så, når de 64 år nærmer sig, der stadig er gæld til skattevæsenet og drømme om udfordringer. Irma Torres blev taxichauffør.

Irma Torres søster i Düsseldorf havde haft stor succes med et vognmandsfirma. Det frie liv i en vogn uden en chef på nakken og mulighed for at møde mennesker dagen lang, tiltalte Irma. Også selv om den motorsagkyndige følte et behov for at ringe til hendes kørelærer for at tjekke, om det var en fejl, at han havde modtaget en ansøgning fra en 64-årig kvinde, der ville op til køreprøve.

Samfundstjeneste

Men Irma Torres bestod prøven i andet forsøg. I begyndelsen var hun rystende nervøs, hver gang en kunde nærmede sig vognen. Nu glæder hun sig, hver gang døren åbnes.

Irma Torres ser jobbet som meget mere end det taxijob, hun så ofte føler, at andre folk ser lidt ned på.

»I virkeligheden arbejder vi chauffører ofte som en form for samfundstjeneste. En dag kan det være, at mine taxihistorier ender i en rigtig bog, man ved jo aldrig,« siger Irma Torres.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.