Det hvide bud

I over et år levede Michael som et af hovedstadens "hvide bude". Det var ham, man ringede til for at få kokainen leveret til hoveddøren. Og han fik mange opkald.

De fleste dage sad han og stenede fjernsyn, røg en joint, hang ud i en ældre Opel eller spildte tiden på en computercafé. Allerhest med hjernedøde skydespil.

Hans job var at vente. Vente tålmodigt på, at mobiltelefonen ringede eller en sms løb ind på skærmen med en besked om, at et eller andet hoved et sted i byen skulle have noget "cola" til næsen. Her og nu.

»Vi var på arbejde 24 timer i døgnet. Når folk ville have coke, rykkede vi ud og afleverede varerne. Nogle fik det bragt til hoveddøren, andre til deres arbejde eller på restauranter. Det var, "De ringer, vi bringer." Vi var adresseløse, men lette at komme i kontakt med. Og der er flere, end du tror, som tager coke i København,« siger Michael.

I dag er det to år siden, han har rørt stofferne. Dengang var han en af hovedstadens cokepushere og fungerede i lidt over et år som "hvidt bud" for både den store erhvervsmands datter, for de kendte skuespillere, for de stressede kokke og for den helt almindelige unge pige, som ingen forventer bruger sine weekender på at stoppe næseborene fulde af kokain.

»Man kan køre det vilde dobbeltliv på kokain. Man har to ansigter. Ét, hvor man er på stoffer i weekenden. Et andet, hvor man kan være sammen med familien, som ikke aner noget som helst,« siger han.

Mere vil have mere

Michael havde mellem 5 og 10 kunder i døgnet, som han betjente med en kammerat, der også var hvidt bud.

»Det var generelt mænd, der købte stofferne, men kokainen blev taget på begge lokummer på barer og diskoteker. Unge kvinder mellem 25 og 40 år tager det lige så meget som mænd, for alle kan lide det, og når man først har smagt det, vil man have mere,« siger han.

Og det var folk i alle sociale lag, der ville have det hvide stof.

»Vi var ude til børn af ledende erhvervsmænd, til reklamefolk, skuespillere og til helt almindelige mennesker, du ikke ville tro var på junk. Stoffet er blevet så billigt og udbredt, at alle har råd til at være med.«

Med jævne mellemrum blev taletidskortet på mobiltelefonen udskiftet, alt afhængig af hvor paranoid han var for at blive taget af politiet. Det nye telefonnummer blev kun givet videre til de faste kunder. Dem, der ikke betalte til tiden eller "bare var pisseirriterende", blev slettet fra adresselisten. På den måde var Michael altid et skridt foran politiet.

Kokain til kokke

De faste kunder fandt han ofte i brancher, hvor folk lever af at præstere nogle resultater og har behov for at være på.

»Kokain er et drug, du kan arbejde på. Man kommer ikke så langt væk i hovedet, at man ikke kan tage sig sammen. Man føler tværtimod, at man har det bedre end andre. Derfor bruges det mest af mennesker, der vil være på toppen hele tiden og holde den kørerende i mange timer. F.eks. solgte vi ofte kokain til kokke, der brugte stoffet til at kunne lave mad i 14-16 timer ad gangen,« siger han.

Michael var også selv konstant påvirket af kokainen. Han var begyndt at tage stoffet nogle år forinden. Først lidt til fester, så i hverdagene, indtil kokainen blev en så tro følgesvend, at han lige så godt kunne begynde at sælge stoffet videre til andre.

Det var ikke et job, han blev rig af. Selv om han bar rundt på et bundt tusindkronesedler, var der aldrig penge til overs, når dagen var omme. Der røg lige så meget op i næsen, som han solgte. Resten af pengene blev brugt til at købe kokain af en mellemmand eller til at gå på dyre restauranter og forsøde hverdagen.

»En gang var jeg oppe på at sniffe syv gram på en aften. Normalt tager de hærdede et gram til hvert næsebor i løbet af en aften. Men det påvirkede os ikke positivt længere. Vi var bare udbrændte og kunne ingenting.«

Politi ved hoveddøren

Michael nåede at sige fra, inden det endte galt. I sommeren 2003 blev han advaret om, at hans ven var taget af politiet for besiddelse af kokain.

»Da jeg fik at vide, at han var snuppet, vidste jeg, at det var bare var et spørgsmål om tid, før politiet fik fat i mig.«

Det skete fem dage senere, en sommerdag i 2003. Klokken var seks om morgenen. Michael stod i underbukser og tog imod de to betjente, der bankede på døren.

»Jeg sagde "god morgen, kom inden for. Vil I have kaffe? Jeg ved, hvorfor I er her. Bare kig jer omkring."«

Og det gjorde betjentene. De endevendte hvert et hjørne af lejligheden, men fandt intet. Stofferne var skaffet af vejen for længst.

»Vi sad og talte afslappet. Jeg fortalte dem, at jeg bare tog stoffer som alle andre, men ikke solgte noget. At det var den forkerte, de havde fået fat i. Og de accepterede. De vidste, at der ikke var en skid beviser.«

Michael slap for at få en dom eller komme i fængsel. Det gjorde hans kammerat ikke. Han fik en dom for salg af 200 gram kokain, hvilket resulterede i et halvt års fængselstraf og en bøde på ca. 40.000 kr.

Da kammeraten blev knaldet, tog Michael sit liv op til eftersyn.

»Jeg gad ikke mere. Heldigvis kunne jeg trække mig selv op og gøre mig fri af stofferne.«

Et normalt liv

I dag har han genoptaget sine studier på universitetet og ryger ikke en engang hash længere.

Om han fortryder, hvad han har været med til?

»Selvfølgelig gør jeg det. Jeg har skrupler over, at have solgt stoffer til folk, jeg ikke kender. Men for at være helt ærlig, tænker jeg mest på mig selv og på, at jeg er kommet videre. Man erkender, men lærer at ignorere det senere.«

Alligevel fraråder Michael enhver at eksperimentere med kokainen.

»Det er et af verdens lækreste stoffer, men også et af de farligste. Det har store menneskelige omkostninger.«

Michel er et opdigtet navn. Hans rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen